Gå til indhold

L98 (Folketingsåret 2004-05, 2. samling)

Forslag til lov om ændring af forskellige skattelove - resumé

(Investeringsselskaber og hedgeforeninger)

Det foreslås at ophæve skatteregler, der medfører en særlig høj beskatning  af personer, der køber aktier i finansielle selskaber, der ligger i lande, der  ikke har selskabsskat. De gældende regler betyder, at der er forskel på skatten, når der ejes aktier i danske finansielle selskaber og, når der ejes aktier i udenlandske selskaber. Efter en afgørelse fra EF-domstolen af 15. juli 2004 om nogle østrigske skatteregler må dette anses for at være i strid med EU-traktaten.

Endvidere foreslås det at indføre et helt nyt regelsæt for beskatning af investeringer i de såkaldte investeringsselskaber, der som begreb også kommer til at omfatte de nye hedgeforeninger.

Selve investeringsselskabet gøres skattefrit. Til gengæld for skattefriheden beskattes den, der ejer investeringsbeviser/aktier i investeringsselskabet af løbende kursstigninger på investeringsbeviserne/aktierne. Det sker efter reglerne for kapitalindkomst. Forslagets regler skal gælde uden forskel, hvad enten investeringsselskabet ligger i Danmark eller i udlandet.

Det foreslås herudover, at der indføres en udbytteskat på 15 pct. ved udbetaling af danske udbytter til investeringsselskaber. Herved sikres, at udbytter ikke kanaliseres igennem et investeringsselskab til udlandet uden udbytteskat. Procentsatsen svarer til den, som gælder ved direkte betaling af udbytter fra danske selskaber til lande, som Danmark har indgået dobbeltbeskatningsoverenskomst med.

Udloddende investeringsforeninger er ikke omfattet af de foreslåede regler for investeringsselskaber. For dem foreslås, at de ikke som i dag behøver at udlodde deres indtjening. De skal blot oplyse den, således at den kan beskattes direkte hos medlemmerne.

De nugældende særregler for investeringsforeninger, der udelukkende henvender sig til pensionskunder (de såkaldte PAL-foreninger) erstattes af forenklede regler om beskatning som udloddende foreninger.

Det foreslås, at obligationer, der udstedes således, at de indfries til en kurs, der er afhængig af prisudviklingen på en hedgeforening eller på andre værdipapirer, skal beskattes som et finansielt instrument. Herved undgås omgåelser af den gældende kursgevinstlov og af det foreslåede regelsæt for investeringer i investeringsselskaber.

I 2005 skønnes der at komme et provenutab på 15 mio. kr. som følge af overgangen til de nye regler, hvoraf ca. 13 mio.kr. vedrører staten og 2 mio.kr. vedrører kommunerne. Efter en årrække skønnes det at medføre et samlet merprovenu på 10 mio.kr. årligt, hvor staten vil få et provenutab på 20 mio.kr. og kommunerne et merprovenu på 30 mio.kr. årligt.

Yderligere henvendelse: Jakob smith 3392 4460, Sven Ulstrup 3392 3766 og Torsten Schiøler 3392 4473

Folketingets hjemmeside