24-01-2014
L18 (Folketingsåret 2005-06)
Nettoopgørelse for pensionsinstitutter
Pensionsinstitutter, herunder livsforsikringsselskaber, har nu fået mulighed for at vælge en mere enkel metode til at opgøre det skattepligtige afkast af investeringer, der foretages gennem juridiske personer, der ikke selv er skattepligtige. Det bliver hermed lettere for pensionsinstitutter at investere i unoterede aktier m.v. Det er en betingelse for at anvende den forenklede opgørelsesmetode, at pensionsinstituttet ikke er koncernforbundet med den juridiske person, som dette er defineret i lov om finansiel virksomhed.
Placering af pensionsopsparing i kommanditselskaber
Der er den 1. oktober 2005 indført adgang til at placere rate- og kapitalpensionsmidler i unoterede aktier og anparter. Ordningen er gennemført dels i Finanstilsynets såkaldte puljebekendtgørelse, dels ved en række opfølgende skatteregler. Som følge af, at det i Finanstilsynets puljebekendtgørelse nu også bliver muligt at anvende rate- og kapitalpensionsmidler til køb af andele i kommanditselskaber m.v., er der med den netop vedtagne lov indført en række opfølgende regler på skatteområdet herom.
Efterbeskatning af pensionsordninger ved fraflytning
Personer, der flytter fra Danmark, efterbeskattes i visse situationer efter pensionsbeskatningsloven. Vender de pågældende personer på et tidspunkt hjem, vil udbetalingerne fra pensionen være skattepligtige til Danmark. Loven medfører, at efterbeskatningen kan modregnes i skatte- eller afgiftspligtige udbetalinger fra pensionsordningen. Herved sikres det, at de pågældende personer ikke beskattes to gange.
Udloddende investeringsforeninger og justering af fradragsbegrænsningsreglerne
Loven indeholder en præcisering af reglerne for livsforsikringsselskabers beviser i udloddende investeringsforeninger samt en justering af fradragsbegrænsningsreglerne, når der er skadesforsikringsselskaber og livsforsikringsselskaber i samme koncern.
Den del af loven, der vedrører nettoopgørelse for pensionsinstitutter og justering af fradragsbegrænsningsreglerne, har virkning fra og med indkomståret 2005. Den del af loven, der vedrører placering af pensionsopsparing i kommanditselskaber og efterbeskatning af pensionsordninger ved fraflytning, har virkning fra 1. januar 2006 eller senere. Præciseringen af reglerne for livsforsikringsselskabers beviser i udloddende investeringsforeninger har virkning fra og med indkomståret 2006.
Loven er vedtaget med stemmer fra V, KF og DF
Yderligere henvendelse: Hardy Pedersen 33 92 45 02, Majken Wågensø 33 92 44 30 og Thea Halse 33 92 44 54.