Gå til indhold

L34 (Folketingsåret 2005-06)

Forslag til lov om ændring af lov om afgift af affald og råstoffer - resumé

(Afgiftsændring for bentonit, cement og dolomit- og magnesiumkalk samt afgiftsgodtgørelse ved eksport)

Loven indeholder en række ændringer af råstofafgiften.

  • Der lægges afgift på dansk indvundet bentonit - svarende til afgiften på importeret bentonit. På baggrund af den ensidige afgiftspålæggelse af importeret bentonit kan der rejses tvivl om, hvorvidt råstofafgiften var i overensstemmelse med EU-retten.

Merprovenuet skønnes til ca. 0,1 mio. kr.

  • Importører af cement gives igen mulighed for at betale råstofafgift af den dokumenterede mængde råstoffer til fremstilling af cement - ved hjælp af de såkaldte leverandør- og fabrikanterklæringer. Genindførelse af dokumentationsmuligheden samt tilsvarende regler for danske producenter af cement bringer lovgivningen i overensstemmelse med EU-retten.

Provenutabet skønnes med betydelig usikkerhed til ca. 0,5 mio. kr. Lovændringen er en følge af EU-regler, og mindreprovenuet kan derfor kompenseres gennem forhøjelser af andre skatter og afgifter.

  • Den kompenserende råstofafgift lægges på importeret dolomit- og magnesiumkalk. Dolomit- og magnesiumkalk kan substituere dansk kalk. Med lovændringen ligestilles dansk kalk og importeret kalk.

Merprovenuet skønnes til ca. 0,5 mio. kr.

  • Der genindføres mulighed for afgiftsgodtgørelse ved eksport af videreforarbejdede råstoffer, såsom moler, tegl, mursten, tagsten mv., for at imødegå forringelse af konkurrenceevnen. Hidtil har udelukkende simpelt forarbejdede råstoffer kunnet opnå afløftelse af afgiften ved eksport. Simpelt forarbejdede råstoffer har maksimalt været underkastet en enkelt bearbejdning, såsom sortering, nedknusning, lufttørring eller lignende simpel bearbejdning.

Med betydelig usikkerhed kan provenutabet skønnes til ca. 2 mio. kr.

  • Afregningstidspunktet for råstoffer, der indgår i en videregående proces, ændres fra udtagningstidspunktet til tilførselstidspunktet. Den afgiftspligtige mængde risikerede tidligere at omfatte et eventuelt vandindhold. Videregående processer omfatter opvarmning, brænding eller lignende samt tilførsel af andre materialer end vand.

Afgiftslettelsen skønnes med betydelig usikkerhed til under 1 mio. kr.

Lovændringen skønnes samlet at medføre et provenutab på ca. 3 mio. kr. på helårsbasis og i finansåret 2006.

Lovændringen er vedtaget af Folketinget med et stort flertal (Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Venstre).

Ændringerne af råstofafgiften får virkning fra den 1. januar 2006.

Yderligere henvendelse til Fuldmægtig Marie Færch, tlf. 3392 4793

Høring / Folketingets hjemmeside