Gå til indhold

L76 (Folketingsåret 2005-06)

Forslag til lov om ændring af ligningsloven - resumé

(Skattefrihed for kloakforsyningers betalinger til historiske tjenestemandspensioner)

Formålet med lovforslaget er at undgå, at skattereglerne lægger hindringer i vejen for kommuners ønske om at udskille deres kloakforsyning i selskabsform, når kommunen ikke har hensat beløb til dækning af kommende udgifter til tjenestemandspensioner.

Nogle kommuner har ikke hensat beløb til dækning af tjenestemandsforpligtelser. I steder har kommunerne udgiftsført forpligtelserne i takt med de faktiske pensionsudbetalinger til tjenestemændene.

Ved udskillelsen af kloakforsyningen skal selskabet refundere kommunen et beløb, der svarer til de uafdækkede tjenestemandsforpligtelser, som er optjent forud for selskabets overtagelse af driften af forsyningsvirksomheden. Selskabet får til gengæld lov til at opkræve udgiften hos forbrugerne over priserne.

Kommunale virksomheder er skattefri, når de drives i kommunalt regi. Når driften udskilles i et aktieselskab, indtræder der skattepligt for selskabet. Selskabet har ikke fradragsret for betalingen til kommunen for tjenestemandsforpligtelser optjent før overtagelsen af driften. Selskabets betaling til kommunen kommer derfor til at ske for beskattede midler. Herved forøges opkrævningen hos forbrugerne med skatten af beløbet. Det gør kloakforsyningen dyrere, når den udskilles til drift i selskabsform.

Med henblik på at ligestille drift af kloakforsyning i kommunalt regi med drift i selskabsform foreslås det, at kloakforsyningsselskaber skattefrit kan opkræve udgiften til kommunens uafdækkede tjenestemandspensioner. Skattefriheden er betinget af, at kommunen ikke har sat penge af til udgiften til de tidligere optjente tjenestemandspensioner.

Forslaget svarer til den ordning, som el-selskaberne fik i forbindelse med el-reformen. Her fik el-selskaberne skattefrihed for et beløb svarende til, hvad selskabet skulle betale til kommunen til dækning af de uafdækkede historiske tjenestemandsforpligtelser.

Det foreslås, at forslaget skal træde i kraft med virkning for indkomståret 2005.

Yderligere henvendelse: Bjørg Lilja, tlf.: 3392 4760

Høring / Folketingets hjemmeside