23-01-2014
L78 (Folketingsåret 2005-06)
L 78 - Forslag til lov om den skattemæssige behandling af gevinst og tab ved afståelse af aktierm.v. (aktieavancebeskatningsloven)
og
L 79 - Forslag til lov om ændring af forskellige skattelove (Ændringer som følge af
aktieavancebeskatningsloven)
Formålet med lovforslagene er at forenkle aktieavancebeskatningen med henblik på at styrke befolkningens aktiekultur, forbedre vilkårene for udviklingen af et velfungerende aktiemarked, mindske indlåsningseffekterne på aktiemarkedet og skabe bedre sammenhæng i beskatningen af aktieafkast.
De gældende regler for beskatning af aktier er komplicerede og uigennemskuelige - både for de mere end 1 million private aktionærer og for professionelle rådgivere. Forslaget indeholder en gennemgribende forenkling af reglerne for beskatning af aktier.
Handel med aktier må ikke være begrundet i skattemæssige overvejelser. Beslutning om at købe eller sælge aktier skal være baseret på, hvornår det er bedst at købe eller sælge aktier. Derfor fjernes skatteregler, som udskyder eller fremskynder køb eller salg af aktier.
Hovedlinierne i forslagene er, at der med virkning fra den 1. januar 2006 foretages en forenkling af beskatningen af aktier med udgangspunkt i følgende:
- Ophævelse af 3-års reglen for personer, således at aktieavancer beskattes som aktieindkomst uanset ejertiden.
- Ophævelse af 100.000 kr.'s reglen. Dermed bliver også aktieavancer af mindre aktiebeholdninger skattepligtige.
- Udvidelse af mulighederne for tabsfradrag for personer.
- En overgangsregel, som sikrer, at aktier købt før ændringernes virkningstidspunkt vil kunne sælges skattefrit efter en ejertid på mindst 3 år, hvis de indgår i beholdninger, som på lovens virkningstidspunkt ligger under 100.000 kr.'s grænsen.
- · En overgangsregel, som sikrer mod en forhøjelse af skatteprocenten for aktier købt før ændringernes virkningstidspunkt, og som sælges efter mindre end 3 år.
Herudover foretages en helt ny gennemskrivning af aktieavancebeskatningsloven, samt en række konsekvensændringer i andre love.
Lovforslagene skønnes samlet at indebærer mindreindtægter på skønsmæssigt 85 mio. kr. i 2006.
For borgerne medfører forslagene enklere skatteregler, og at skattereglernes påvirkning af deres økonomiske dispositioner mindskes. Gennem en styrkelse af aktiekulturen vil forslagene føre til, at selskaber får lettere ved at rejse kapital fra en bredere kreds af investorer. Forslagene skønnes ikke at have miljømæssige eller EU-retlige konsekvenser.
Yderligere henvendelse: Andreas Bo Larsen, tlf. 33 92 45 12, Margrete Kiil, tlf. 33 92 45 16, Bjørg Lilja, tlf. 33 92 47 60