Gå til indhold

L110 (Folketingsåret 2006-07)

Forslag til lov om ændring af selskabsskatteloven, aktieavancebeskatningsloven, fusionsskatteloven og andre skattelove - resumé

L 110 - Forslag til Lov om ændring af selskabsskatteloven, aktieavancebeskatningsloven, fusionsskatteloven og andre skattelove

(Skattefri omstrukturering af selskaber og justering af sambeskatningsreglerne m.v.)

Ved 2. behandlingen af lovforslag L 110 den 10. april 2007 vedtog Folketinget at dele lovforslaget i L 110 A og L 110 B.

L 110 A - Forslag til Lov om ændring af selskabsskatteloven, aktieavancebeskatningsloven, fusionsskatteloven og andre skattelove

(Skattefri omstrukturering af selskaber og justering af sambeskatningsreglerne m.v.)

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandlingen den 12. april 2007.

Formålet med ændringerne er at forbedre de skattemæssige rammevilkår for koncerner og skabe en mere hensigtsmæssig og sammenhængende erhvervsbeskatning i Danmark.

Ændringerne medfører, at reglerne om skattefri omstrukturering af selskaber bliver objektiveret, således at spaltning, tilførsel af aktiver og aktieombytning kan gennemføres skattefrit uden en tilladelse fra SKAT. Ændringerne medfører også, at det ikke kræver tilladelse fra SKAT at gennemføre en skattefri fusion. Der er tale om en væsentlig forenkling og administrativ lettelse for aktionærer og selskaber. De nye objektive regler tilskynder til, at aktionærerne beholder deres aktier i tre år efter en skattefri omstrukturering. For de aktionærer, som ikke kan forudse, om de vil kunne beholde aktierne i tre år, bevares de gældende regler og tilladelsessystemet i sin nuværende form.

Ændringerne indebærer også en smidiggørelse af de nye sambeskatningsregler. Bl.a. forenkles reglerne for koncerninterne omstruktureringer med deltagelse af nystiftede selskaber og beskatningen af tilskud mellem sambeskattede selskaber fjernes. Derved får koncernerne større fleksibilitet med hensyn til flytning af aktiviteter og kapital mellem koncernens selskaber. Dette understøttes også af, at der ikke skal ske underskudsbegrænsning, hvis der ikke er tale om et reelt ejerskifte.

Der sker også en ændring af den nye sømandsbeskatningslov, som gør det muligt for søfolk ombord på kabelskibe at blive omfatte af DIS-ordningen - ligesom det var tilfældet før lovens indførelse i 2005. Denne ændring indebærer, at der gives afkald på et merprovenu, som ikke var indregnet ved indførelsen af den nye sømandsbeskatningslov.

De øvrige forslag skønnes ikke at have nævneværdige provenumæssige konsekvenser.

Et flertal i Folketinget bestående af V, KF, DF og RV stemte for lovforslaget.

L 110 B - Forslag til Lov om ændring af selskabsskatteloven, aktieavancebeskatningsloven, kursgevinstloven og ligningsloven

(Hybride finansieringsinstrumenter, genbeskatning af underskud og selskabers salg af aktier til udstedende selskab m.v.)

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandlingen den 12. april 2007.

Der gennemføres en række justeringer, som har til formål at fjerne uhensigtsmæssigheder i skattelovgivningen. Der er tale om ændringer vedrørende:

- Hybride finansieringsinstrumenter

Den asymmetriske beskatning af hybride finansieringsinstrumenter fjernes, når udlandet anser fordringer på koncernforbundne danske selskaber for at være egenkapital. Derved undgås, at der gives fradrag i Danmark for en renteudgift, hvor den modsvarende renteindtægt er skattefri i udlandet som skattefrit datterselskabsudbytte.

- Nettoopgørelsesprincippet for livsforsikringsselskaber

Det sikres, at livsforsikringsselskaber, der har valgt det såkaldte nettoopgørelsesprincip, også beskattes af fortjeneste ved salg af fast ejendom, der er opstået før princippet blev valgt.

- Genbeskatning af tidligere udnyttede udenlandske underskud

Renteindtægter m.v. kan ikke længere nedbringe et udenlandsk datterselskabs genbeskatningssaldo. Derved forhindres, at genbeskatningen reelt kan fjernes gennem udlån fra det udenlandske datterselskab til danske koncernselskaber.

- Tab på fordringer mellem sambeskattede selskaber

Der fjernes en mindre forskel på koncerndefinitionerne i sambeskatningsreglerne og kursgevinstloven, så det forhindres, at der i visse situationer gives dobbeltfradrag for tab på fordringer mellem sambeskattede selskaber.

- Selskabers salg af aktier til udstedende selskab m.v.

Det forhindres, at selskaber kan konvertere en ellers skattepligtig fortjeneste ved salg af aktier til skattefrit udbytte i forbindelse med en kapitalnedsættelse eller ved at sælge aktierne til det udstedende selskab.

Fjernelsen af disse uhensigtsmæssigheder forhindrer et utilsigtet provenutab.

Alle Folketingets partier stemte for lovforslaget.

Yderligere henvendelse: Chefkonsulent Søren Schou, tlf. 33 92 44 46

Høring / Folketingets hjemmeside L 110A L 110B