22-01-2014
L31 (Folketingsåret 2006-07)
Formålet med lovforslaget er, at en dansk-grønlandsk tillægsaftale af 19. juni 2006 gennemføres som dansk lov.
Tillægsaftalen vedrører beskatning af løn, som en person, der er hjemmehørende i den ene del af riget, oppebærer for arbejde ombord på et skib, der er registreret i det internationale skibsregister i den anden del af riget.
Baggrunden er, at både Danmark og Grønland har særlige skatteregler for personer, der arbejder ombord på et skib i henholdsvis Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) og det grønlandske nettolønsregister. Disse regler skal sikre danske, henholdsvis grønlandske, rederiers konkurrencemæssige stilling i forhold til rederier fra andre lande, idet de får mulighed for at nedsætte omkostningerne til løn til deres søfolk.
De danske regler medfører, at søfolk med arbejde ombord på et dansk skib, registreret i DIS, er fritaget for dansk beskatning af lønnen for dette arbejde. Det gælder, uanset om de pågældende søfolk er bosat i Danmark eller f.eks. på Grønland. Grønlands regler om løn for arbejde ombord på skibe i det grønlandske nettolønsregister har tilsvarende virkning.
De danske regler om skattefritagelse for søfolk ombord på et DIS-skib kan imidlertid alene omfatte dansk beskatning. Tilsvarende kan de grønlandske regler alene omfatte grønlandsk beskatning.
Tillægsaftalen medfører derfor, at en dansk sømand med arbejde ombord på et skib, der er registreret i det grønlandske nettolønsregister, ikke skal betale dansk skat af lønnen for dette arbejde, ligesom en grønlandsk sømand med arbejde ombord på et skib i Dansk Internationalt Skibsregister ikke skal betale grønlandsk skat af lønnen for dette arbejde.
Lovforslaget skønnes ikke at have nævneværdige administrative eller provenumæssige virkninger.
Yderligere henvendelse: Chefkonsulent Sven Ulstrup, tlf 3392 3766