22-01-2014
L82 (Folketingsåret 2006-07)
Forslag til lov om ændring af mineralvandsafgiftsloven og emballageafgiftsloven (L 82) blev vedtaget den 15. december 2006. Forslaget er en del af finanslovsaftalen for 2007 mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti.
Forslaget blev under folketingsbehandlingen opdelt i to selvstændige lovforslag:
L 82 A Nedsættelse af mineralvandsafgiften m.v. med 24 øre pr. liter (30 øre/liter inklusiv moms).
L 82 B Ændring af emballageafgiften for kildevand således at der fremover skal betales volumenbaseret afgift frem for vægtbaseret afgift. Forslaget medfører eksempelvis, at afgiften på en 50 cl flaske af primært plastmateriale nedsættes med 10 øre.
Til L 82 A blev der endvidere vedtaget et ændringsforslag. Ændringsforslaget indsatte en bestemmelse om, at en virksomhed kan vælge at beregne afgift efter den vægtbaserede afgiftssats, når emballagen til kildevand er lavet af sekundært plastmateriale og indgår i pant- og retursystemet.
Loven træder i kraft den 1. januar 2007. Virkningstidspunkterne foreslås dog udskudt.
Nedsættelsen af mineralvandsafgiften udskydes til den 8. januar 2007 for at sikre bl.a. detailhandelen mulighed for at foretage en lageropgørelse i weekenden udenfor normal åbningstid og uden at dette skal foregå hen over nytåret.
Nedsættelsen af emballageafgiften udskydes indtil udvidelsen af pantordningen er notificeret for EU i henhold til EU's regler herom. Denne del af loven sættes således i kraft af skatteministeren på et senere tidspunkt ved en bekendtgørelse herom.
Yderligere henvendelse: Fuldmægtig Jeanette Rose Hansen, tlf 3392 4429