21-01-2014
L9 (Folketingsåret 2007-08, 2. samling)
(Fradragsret for indbetalinger til udenlandske pensionsordninger)
Lovforslaget er vedtaget af Folketinget ved 3. behandlingen fredag den 14. december 2007.
Loven udmønter den aftale, som regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti har indgået om den fremtidige pensionsbeskatning som følge af EF-Domstolens underkendelse af de danske pensionsbeskatningsregler i dom af 30. januar 2007 i sag C-150/04, Kommissionen mod Danmark.
Efter pensionsbeskatningsloven er alene indbetalinger på danske pensionsordninger fradragsberettigede. Denne regel blev imidlertid underkendt af EF-Domstolen ved dommen af 30. januar 2007. Ved kun at give fradragsret for indbetalinger til danske pensionsordninger, mens der ikke indrømmes fradrag for indbetalinger til pensionsordninger i andre medlemsstater, har Danmark ifølge Domstolen således tilsidesat sine forpligtelser i henhold til fællesskabsrettens regler om fri bevægelighed for tjenesteydelser mv.
På denne baggrund er der gennemført en ændring af pensionsbeskatningsloven, hvorefter der fra 1. januar 2008 gives fradragsret for indbetalinger på pensionsordninger hos pensionsudbydere i andre medlemsstater efter en aftalemodel. Aftalemodellen medfører, at de udenlandske pensionsudbydere skal indgå en forpligtende aftale med de danske myndigheder om at foretage indberetning, indeholdelse og indbetaling af skat på tilsvarende vis som danske pensionsudbydere.
For pensionsordninger, som medbringes her til landet af personer i forbindelse med en tilflytning til landet, er der fastsat særligt lempelige regler.
Udover ændringer i pensionsbeskatningsloven indeholder loven konsekvensændringer til dels ændringerne i pensionsbeskatningsloven, dels den nye pensionsafkastbeskatningslov, hvor skattepligten efter pensionsafkastbeskatningsloven omlægges fra institutniveau til individniveau for pensionsordninger i livsforsikringsselskaber mv., som følge af at der gives adgang til fradragsret for indbetalinger til udenlandske pensionsordninger.
Den danske pensionsformue udgør ca. 2.300 mia. kr. Heraf udgør den latente indkomstskat 1.100-1.300 mia. kr. Endvidere får det offentlige et årligt et provenu fra PAL-skatten i størrelsesordenen 18 mia. kr. (normalafkastår). Omlægningen af pensionsbeskatningen og den nye pensionsafkastbeskatningslov ændrer ikke grundlæggende på beskatningen ved ind- og udbetaling eller på indtægterne af pensionsafkastskatten. Lovene skal sikre, at Danmark kan bevare sit enestående pensionssystem intakt.
Den samlede omlægning af pensionsbeskatningen skønnes stort set at være provenuneutral for de offentlige finanser.
Alle Folketingets partier, bortset fra Enhedslisten, stemte for lovforslaget.
Yderligere henvendelse: Hardy Pedersen 33 92 45 02