Gå til indhold

L18 (Folketingsåret 2008-09)

Forslag til lov om indgåelse af protokol om ændring af overenskomst mellem de nordiske lande til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskatter - resumé

Lovforslaget går ud på at Folketinget bemyndiger regeringen til at tiltræde protokol af 4. april 2008, som ændrer den nordiske dobbeltbeskatningsoverenskomst på en række punkter.

Protokollen ændrer overenskomstens artikel 18 om pension, som betales fra et land til en person i et andet land.

Den gældende artikel 18 medfører, at pension kun kan beskattes i det land, hvorfra den udbetales (kildelandet). Artikel 18 giver mulighed for uhensigtsmæssige virkninger, hvis kildelandet nok beskatter pension, men med en lav skattesats. Hvis en person, som bor her i landet, modtager pension fra et andet land, som har en lav beskatning af pension, kan Danmark ikke opkræve en skat, svarende til forskellen mellem almindelig dansk skat og det andet lands skat. Danmark kan alene tage pensionen i betragtning ved fastsættelse af skattesatsen for modtagerens eventuelle andre indtægter.

Protokollen ændrer derfor artikel 18, så pension stadig kan beskattes i det land, hvorfra den udbetales, men så f.eks. Danmark kan beskatte en person, som bor her i landet, af pension fra et andet nordisk land, dog således at den danske skat af pensionen skal nedsættes med det andet lands skat af denne indtægt.

Det foreslås dog, at ændringen ikke skal have virkning for personer, som allerede bor her i landet og som senest 31. januar 2009 er begyndt at modtage pension fra et andet nordisk land.

Protokollen ændrer overenskomstens artikel 15 om beskatning af personer med arbejde ombord på fly. Ændringen medfører, at personer, som bor i et nordisk land og arbejder ombord på et fly i indenrigstrafik i et andet nordisk land for et andet luftfartsselskab end SAS, sidestilles med tilsvarende personer ansat af SAS.

Ændringen medfører, at løn for arbejde ombord på fly kun kan beskattes i det land, hvor den vedkommende lønmodtager bor, selv om det pågældende luftfartsselskab er hjemmehørende i et andet land, og uanset om der er tale om arbejde ombord på fly i indenrigstrafik eller international trafik.

Herudover sker der en række andre ændringer af mindre betydning.

Lovforslaget skønnes på sigt at medføre en beskeden provenugevinst.

Folketingets hjemmeside