Gå til indhold

L202 (Folketingsåret 2008-09)

Forslag til lov om ændring af aktieavancebeskatningsloven og forskellige andre love - resumé

Folketinget har den 28. maj 2009 vedtaget L 202.

Loven er en del af skattereformen Forårspakke 2.0. Regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti stemte for lovforslagets vedtagelse. Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Enhedslisten stemte hverken for eller imod. Liberal Alliance stemte imod lovforslaget vedtagelse.

Med loven udmøntes følgende elementer af forårspakken:

1. Der gennemføres en harmonisering af den skattemæssige behandling af selskabers udbytter og aktieavancer med det formål at sikre en mere enkel og ens beskatning af udbytter og aktieavancer.

Det foreslås, at:

  • alle udbytter og avancer til selskaber og fonde af datterselskabsaktier og af koncern­selskabsaktier gøres skattefrie uanset ejertid og
  • alle udbytter og avancer til selskaber og fonde af andre aktiebesiddelser (portefølje­aktier) beskattes fuldt ud uanset ejertid.

Derudover foreslås det, at der indføres lagerbeskatning af selskabers obligationer og visse porteføljeaktier. Lagerbeskatningen skal ske på grundlag af aktiernes og obligationernes handelsværdi. For porteføljeaktier, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked eller en multilateral handelsfacilitet, kan selskaber vælge i stedet at anvende realisationsprincippet. Anvendes realisationsprincippet vil tab være kildeartsbegrænsede, således at de kun kan fradrages i skattepligtige gevinster på tilsvarende aktier.

Ved indgangen til beskatningen efter de nye regler, kan selskaber opgøre en saldo over eventuelle urealiserede nettotab på porteføljeaktier, der fremføres til modregning i fremtidige aktiegevinster.

Endvidere foreslås det, at kapitalfondspartneres merafkast beskattes som erhvervs­indkomst.

2. I loven indgår følgende yderligere elementer fra aftalen:

  • En afskaffelse af adgangen til fradrag for advokat- og revisoromkostninger og undersøgelser af nye markeder i forbindelse med etablering af virksomhed.
  • En udfasning af fradragsretten for renter ved køb af udenlandske aktier. Fradragsretten udfases i perioden 2010 til 2017.
  • Reglen om, at personer alene medregner 90 pct. af genvundne afskrivninger ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, ændres således at genvundne afskrivninger skal medregnes 100 pct.
  • Genanbringelsesreglerne for fast ejendom strammes, således at der ikke kan ske genan­bringelse i udlejet fast landbrugsejendom m.v. Endvidere skal der alene kunne ske genanbringelse inden for EU og EØS.
  • En afskaffelse af muligheden for, at afdrag på koncerninterne fordringer anses for udbytte.
  • Tonnageskattesatserne engangsforhøjes med 15 pct.
  • Selskabers adgang til omkostningsgodtgørelse for deres omkostninger ved skattesager afskaffes. Samtidig gøres udgifterne fradragsberettigede.

3. Ændringerne træder som hovedregel i kraft med virkning fra indkomståret 2010. Enkelte ændringer foreslås dog tillagt et tidligere virkningstidspunkt.

4. Det skønnes, at forslagene samlet set vil medføre et umiddelbart merprovenu på ca. 1,4 mia. kr. i 2010 og ca. 1,6 mia. kr. i 2011, imens det varige umiddelbare merprovenu er på ca. 3,1 mia. kr. Provenuvirkning efter korrektion for tilbageløb skønnes til et varigt merprovenu på ca. 2,5 mia. kr.

Yderligere henvendelse:

Chefkonsulent Jesper Leth Vestergaard, tlf. 3395 4272

Chefkonsulent Margrete Kiil, tlf. 3392 4516

Chefkonsulent Søren Schou, tlf. 3392 4446

Høring / Folketingets hjemmeside