20-01-2014
L42 (Folketingsåret 2008-09)
(Beskatning af fast ejendom i udlandet)
Lovforslaget blev vedtaget af Folketinget ved 3. behandlingen den 18. december 2008
Loven tilpasser ejendomsværdiskattelovens og ligningslovens bestemmelser om beskatning af fast ejendom beliggende i udlandet til EU-retten efter dommen i Jäger-sagen. Desuden indeholder loven en justering af reglerne om nedslag i ejendomsværdiskatten for skatter betalt i udlandet, således at der fremover vil kunne gives nedslag for den nye svenske "fastighetsavgift". Endelig skaber loven bedre rammer for private tilskud til bygningsarbejder på fredede og bevaringsværdige bygninger.
Ejendomsværdiskat af ejendomme beliggende i udlandet er hidtil blevet beregnet på grundlag af handelsværdien pr. 1. januar 2001 eller pr. anskaffelsestidspunktet, hvis dette ligger senere. Ejendomme beliggende i Danmark beskattes som hovedregel på grundlag af den offentlige ejendomsvurdering pr. 2001 eller 2002. Dette gav alt andet lige oftest en højere beskatning af den udenlandsk beliggende ejendom end af den danske. Efter Jäger-dommen er noget sådant ikke muligt.
Ejendomsværdiskatten vil fremover blive beregnet på grundlag af en udenlandsk vurdering, hvis der findes en sådan vurdering, der kan sidestilles med en dansk. I modsat fald indekseres anskaffelsesprisen til 2001/2002-niveau, og der reguleres for den forskel, der på dette tidspunkt var mellem danske ejendomsvurderinger og de faktiske handelspriser. Herved beskattes en udenlandsk beliggende ejendom på samme grundlag som en dansk.
Samtidig ændres bestemmelsen om nedslag for udenlandske skatter i den danske ejendomsværdiskat. Efter de hidtidige regler gives der nedslag for udenlandsk skat, som "efter sin art" svarer til ejendomsværdiskatten. Dette har skabt vanskeligheder i forhold til den nye svenske "fastighetsavgift", som ikke "efter sin art" svarer til ejendomsværdiskatten. Nu ændres bestemmelsen, således at der også vil kunne gives nedslag for den nye svenske skat.
Endelig er det nu vedtaget at objektivisere visse bestemmelser om skattefrihed for tilskud til bygningsarbejde på fredede og bevaringsværdige bygninger, således at skattefritagelse ikke længere kræver Skatterådets godkendelse.
Det skønnes, at der med loven gives afkald på et utilsigtet varigt provenu på ca. 7 mio. kr. årligt.
Loven træder i kraft den 1. januar 2009 med virkning fra og med indkomståret 2009. Bestemmelsen om nedslag for udenlandsk skat vil dog få virkning fra 2008. Love blev vedtaget med stemmer fra samtlige partier bortset fra EL.
Yderligere henvendelse om lovændringen til Erik Jørgensen, tlf. 3392 4409.