Gå til indhold

L63 (Folketingsåret 2008-09)

Forslag til Lov om ændring af aktieavancebeskatningsloven, skattekontrolloven og andre skattelove - resumé

(Ændring af sondringen mellem børsnoterede og unoterede aktier)

Lovforslaget indeholder en tilpasning af skattereglerne til den begrebsanvendelse, der er indført i den finansielle lovgivning som følge af det såkaldte MiFID-direktiv. Dette indebærer bl.a., at betegnelsen "børsnoteret" erstattes af betegnelsen "optaget til handel på et reguleret marked", og dermed at der sker en ændring af sondringen mellem børsnoterede og unoterede aktier.

Samtidig ændres reglerne om personers fradrag for tab på børsnoterede aktier. Det foreslås, at der bliver adgang til fuldt fradrag i aktier, der er optaget til handel på et reguleret marked (børsnoterede), dog betinget af at SKAT har kendskab til købet af aktien. I dag kan tab på børsnoterede aktier fradrages i gevinst og udbytter på børsnoterede aktier. Er betingelsen ikke opfyldt vil der fortsat være et sådant kildeartsbegrænset tabsfradrag.

I tilknytning hertil foreslås en ændring af indberetningsreglerne. Det foreslås, at der indføres en pligt for fondshandlere til at indberette køb i lighed med de regler, der i dag gælder for indberetning af salg.

Ændringerne skal have virkning fra 2010.

Provenumæssigt vil ophævelsen af kildeartsbegrænsningen for modregning af tab på børsnoterede aktier fremrykke udnyttelsen af tabene og dermed et rentetab. Baseret på tabene i årene 2002-2005 skønnes rentetabet til ca. 50 mio. kr. årligt. Det er ikke muligt at skønne over provenutabet i 2010 på nuværende tidspunkt.   

Yderligere henvendelse: Fuldmægtig Søren Aslak, tlf. 3392 4481

Folketingets hjemmeside