17-01-2014
L221 (Folketingsåret 2009-10)
(Ingen regulering af beløbsgrænser i 2011-2013, begrænsning af fradraget for faglige kontingenter og loft over børnefamilieydelsen)
Lovforslaget er et led i aftalen om genopretning af dansk økonomi mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti.
Lovforslaget indeholder følgende elementer på Skatteministeriets område:
- En suspension af den automatiske regulering af visse beløbsgrænser i skatte- og afgiftslovgivningen i 2011, 2012 og 2013. Efter gældende regler reguleres beløbsgrænserne efter personskattelovens § 20, dvs. med lønudviklingen 2 år forud for indkomståret. Reguleringen af beløbsgrænserne genoptages fra 2014. Den treårige suspension af reguleringen medfører dog et permanent lavere niveau for beløbsgrænserne fra 2014 og frem.
- En udskydelse af den planlagte forhøjelse af indkomstgrænsen for topskat i 2011 i tre år til 2014.
- Der indføres en grænse for fradrag af lønmodtageres faglige kontingenter på 3.000 kr. årligt.
- Børnefamilieydelsen reduceres generelt med 5 pct. over tre år fra 2011-2013. Endvidere indføres et loft på 35.000 kr. for den samlede skattefrie børnefamilieydelse, der kan modtages årligt. Der indføres samtidig en to overgangsordninger, der sikrer en glidende tilpasning til nye regler for børnefamilieydelse. Den ene ordning - kompensationsordningen - indebærer, at alle ydelsesmodtagere i 2011 modtager en kompensation på et beløb svarende til to tredjedele af den del af børnefamilieydelsen, der overstiger 35.000 kr., og en kompensation på et beløb svarende til en tredjedel af forskellen mellem den samlede børnefamilie ydelse og 35.000 kr. i 2012. Den anden overgangsordning sikrer, at beskæringen af den samlede ydelse i 2011-2013 højest kan udgøre 12.000 kr. i forhold til den samlede ydelse, der ville være blevet udbetalt efter de hidtil gældende regler. I 2014 kan beskæringen udgøre 15.000 kr. og dette beløb hæves med 3.000 kr. årligt frem til og med 2019, hvor beskæringen højest kan udgøre 30.000 kr. Fra 2020 er der ingen begrænsninger på beskæringen, og den samlede ydelse kan fra 2020 højest udgøre 35.000 kr. (reguleret).
Aftalen indeholder tillige følgende afsnit: "Desuden gennemføres en forhøjelse af private og offentlige arbejdsgiveres bidrag til arbejdsmarkedsformål mv. med henblik på at opnå et samlet provenu på ¾ mia. kr. Heri vil indgå en begrænsning af arbejdsgivernes fradrag for faglige kontingenter i den skattepligtige indkomst.". Begrænsningen af arbejdsgivernes fradragsret er ikke medtaget i dette lovforslag, men et lovforslag herom vil blive fremsat til efteråret.
Det skønnes, at lovforslaget vil medføre et merprovenu på ca. 9,15 mia. kr. målt i varig virkning. I 2011 skønnes et merprovenu på ca. 5,1 mia. kr. og i 2012 skønnes et merprovenu på ca.7,7 mia. kr.
Yderligere henvendelse: Chefkonsulent Christina Faurby Birck, tlf. 3392 4428 og chefkonsulent Hans Mølgaard Christensen, tlf. 3392 4470.