14-01-2014
L195 (Folketingsåret 2011-12)
(Nedsættelse af loftet over rejsefradrag, øget beskatning af fri bil, beskatning af fuldt skattepligtiges udenlandske lønindkomst, beskatning ved arbejdsudleje og udvidet beskatning af lønarbejde i Danmark
Regeringen (Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti), Venstre og Det Konservative Folkeparti har den 22. juni 2012 indgået aftale om en skattereform, der skaber ny vækst og flere job, og som sikrer, at man får mere ud af at arbejde.
Dette lovforslag udmønter den del af aftalen, der vedrører begrænsning af social dumping, øget beskatning af fri bil og beskatning af fuldt skattepligtiges udenlandske lønindkomst.
Samlet set skønnes lovforslaget at medføre et merprovenu på ca. 570 mio. kr. årligt målt i varig virkning efter tilbageløb og adfærd. I 2013 og 2014 skønnes lovforslaget at medføre et samlet umiddelbart merprovenu på ca. 645 mio. kr. og ca. 865 mio. kr.
Lovforslaget indeholder følgende elementer:
Nedsættelse af loft over rejsefradrag
Loftet for fradrag for rejseudgifter nedsættes fra de nugældende 50.000 kr. til 25.000 kr. pr. indkomstår med virkning fra og med indkomståret 2013, således at udenlandsk arbejdskraft, der opererer på det danske arbejdsmarked uden at betale særligt meget i skat, kommer til at betale mere skat i Danmark.
Samtidig strammes værnsreglen, der skal forhindre, at skattepligtig lønindkomst konverteres til skattefri godtgørelse, med virkning for alle aftaler, der indgås eller ændres efter lovens ikrafttræden.
Øget beskatning af fri bil
Reglerne for beskatning af fri bil justeres, så tilskyndelsen til at anskaffe mere brændstoføkonomiske firmabiler øges, og så der ikke opnås en skattemæssig fordel ved at indregistrere en bil i slutningen af året. Ændringerne træder i kraft den 1. januar 2013 og har også virkning for allerede indregistrerede biler.
Beskatning af fuldt skattepligtiges udenlandske lønindkomst
En særlig lempelsesregel medfører, at personer, der er fuldt skattepligtige til Danmark, kan få hel eller delvis nedsat beskatningen af lønindkomst erhvervet i udlandet. Efter forslaget kan sådanne personer kun få lempelse for deres faktisk betalte skat i udlandet eller lempelse efter en indgået dobbeltbeskatningsaftale. For personer, der allerede opholder sig udenfor riget, skal de nye regler først gælde fra indkomståret 2014.
Beskatning ved arbejdsudleje
De nuværende regler om arbejdsudleje strammes, således at udenlandsk arbejdskraft i større omfang kommer til at betale skat i Danmark. Hvis udenlandsk arbejdskraft for en udenlandsk arbejdsgiver udfører arbejde, der indgår som en integreret del af arbejdet i en dansk virksomhed, skal vederlaget beskattes i Danmark efter reglerne om arbejdsudleje.
Udvidet beskatning af lønarbejde i Danmark
Der indføres en beskatning af lønindtægten for udenlandske personer, der har en udenlandsk arbejdsgiver, som ikke har fast driftssted i Danmark. Skattepligten indtræder, når en person opholder sig i her landet i en eller flere perioder, der tilsammen overstiger 183 dage inden for en 12-måneders-periode.