Gå til indhold

L108 (Folketingsåret 1012-13)

Forslag til lov om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om afgift af naturgas og bygas, lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. og lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. - resumé

(Forsyningssikkerhedsafgift på fossile brændsler og afgiftslempelse for procesenergi)

Som led i Energiaftale 2012 samt Solcelleaftalen indgået mellem Regeringen (Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) og Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti har Folketinget den 29. januar 2013 vedtaget et lovforslag om indførelse af en forsyningssikkerhedsafgift på de fossile brændsler i energiafgiftslovene.

Regeringen (Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) og Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti indgik den 22. marts 2012 aftale om den danske energipolitik 2012-2020 (Energiaftale 2012). Det fremgår bl.a. af Energiaftale 2012, at der skal indføres en forsyningssikkerhedsafgift på al rumvarme, dvs. rumvarme fra såvel fossile brændsler som biomasse.

Efterfølgende har den samme aftalekreds den 15. november 2012 indgået aftale om strategi for solcelleanlæg og øvrige små vedvarende energi-anlæg (Solcelleaftalen). Det er en del af aftalen, at finansieringen sker ved en stigning i forsyningssikkerhedsafgiften i forhold til det aftalte i Energiaftale 2012.

Dette lovforslag udmønter den del af finansieringen af de to aftaler, der vedrører indførelse af en forsyningssikkerhedsafgift på de fossile brændsler i energiafgiftslovene.

Forsyningssikkerhedsafgiften på de fossile brændsler indeholder to elementer, henholdsvis en stigning i energiafgifterne på fossile brændsler til rumvarme samt en afgiftslempelse for det private erhvervsliv (momsregistrerede virksomheder).

Stigningerne i energiafgifterne på de fossile brændsler til rumvarme foreslås at gælde for både husholdninger og erhverv. De gennemføres ved at forhøje afgiftssatserne i energiafgiftslovene på de fossile brændsler (gas-, kul- og mineralolieafgiftslovene).

Lempelsen af afgiftsbelastningen for det private erhvervsliv foreslås gennemført ved en reduktion af energiafgifterne på brændsler og elektricitet til procesformål. Lempelsen skal bidrage til at sikre konkurrenceevnen for dansk erhvervsliv.

Finansieringen af Solcelleaftalen dækker perioden fra 2013-2020. Derfor foreslås det, at lovforslaget skal træde i kraft 1. februar 2013.

Helårsvirkningen ved lovforslaget er i 2013 ca. 865 mio. kr. efter tilbageløb, ændret adfærd og arbejdsudbud.

Yderligere henvendelse: Chefkonsulent Ingrid Hornshøj Jensen, tlf. 7237 3213

Høring  /  Folketingets hjemmeside