24-01-2014
L60 (Folketingsåret 2013-14)
Resumé af forslag til lov om ændring af pensionsafkastbeskatningsloven, pensionsbeskatningsloven, kildeskatteloven og arbejdsmarkedsbidragsloven
(Forrentning af negativ institutskat, etablering af en godkendelsesordning for ikke-fradragsberettigede pensionsindbetalinger og tilbagebetaling m.v. af ikke-fradragsberettigede indbetalinger til ratepension i indbetalingsåret m.v.) Lovforslaget har til formål at understøtte pensionsopsparernes mulighed for at skifte gennemsnitsrenteprodukter ud med markedsrenteprodukter m.v. Baggrunden er, at flere pensionsinstitutter overvejer at tilbyde pensionsopsparerne at foretage en sådan udskiftning mod udlodning af en såkaldt omtegningsbonus, dvs. en andel af de ufordelte midler for ordningen. Forslaget går ud på at give pensionsinstitutterne mulighed for at få forrentet den uudnyttede negative skat, der skyldes udlodning af omtegningsbonus til opsparerne. Den negative skat, der ikke er blevet modregnet i positiv skat i efterfølgende år, forrentes indtil den kan udbetales senest 5 år efter omtegningen.
Lovforslaget går endvidere ud på at indføre en ordning, der giver en pensionsopsparer mulighed for allerede i forbindelse med indbetalingen til en pensionsordning at få en afgørelse af SKAT om, at indbetalingerne, herunder til udenlandske pensionsinstitutter, ikke har været fradrags- eller bortseelsesberettigede ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Efter gældende ret kan indbetalinger, der ikke har været fradrags- eller bortseelsesret for, udbetales skatte- og afgiftsfrit. Med ordningen opnås, at der på tidspunktet for udbetalinger fra pensionsordningen, som typisk ligger langt ude i fremtiden i forhold til indbetalingstidspunktet, ikke vil kunne opstå tvivl om, at disse indbetalinger, har været uden fradrags- eller bortseelsesret. Med ordningen minimeres de besværligheder for både pensionsopsparerne og SKAT, der kan opstå, hvis den manglende fradrags- eller bortseelsesret først skal dokumenteres på udbetalingstidspunktet.
Endelig foreslås det at indføre mulighed for, at indbetalinger til ratepension og ophørende alderspension, der ikke har været fradrags- eller bortseelsesret for, enten kan udbetales til pensionsopspareren eller overføres til en fradragsberettiget pensionsordning allerede i det år, hvor indbetalingen er sket. Efter gældende ret kan udbetaling til pensionsopspareren henholdsvis overførsel til en fradrags- eller bortseelsesberettiget pensionsordning først ske efter udløbet af indkomståret. Forslaget indebærer, at overførslen henholdsvis udbetalingen vil indgå korrekt i pensionsopsparerens årsopgørelse for indbetalingsåret, og en korrektion af denne dermed ikke længere er nødvendig.
Samlet set skønnes lovslaget at medføre et umiddelbart mindreprovenu på ca. 30 mio. kr. i 2013 og ca. 40 mio. kr. i 2014. Forslaget skønnes at medføre et varigt mindreprovenu på ca. 5 mio. kr. efter tilbageløb.
Yderligere oplysninger: Chefkonsulent Majken Wågensø Landstrøm, tlf. 7237 3304