Gå til indhold

L95 (Folketingsåret 2013-14)

Forslag til lov om ændring af kildeskatteloven og selskabsskatteloven - resumé

(Tilpasning af procenttillæg og reduceret markedsrente til ny referencerente m.v.)               

Med lov nr. 1354 af 21. december 2012 (Udvidelse af årsopgørelsesordningen, indberetning af udbytter m.v.) blev referencerenten i opkrævningslovens § 7, stk. 2, ændret med virkning fra og med den 1. januar 2014.

I forbindelse med ændringen blev der ved en fejl ikke taget højde for de konsekvenser, den nye referencerente ville have for restskattetillæg, procentgodtgørelse for overskydende skat, personers frivillige betaling af dag-til-dag-rente af yderligere forskudsskat samt tillæg til selskabers betaling af frivillig acontoskat. Derfor er renteniveauet for disse procenttillæg blevet fastsat omkring 3 pct.-point for højt.

Forslaget har til formål at neutralisere effekten af den nye referencerente ved at tilpasse procenttillæggene for afregning af indkomstskatter, så renteniveauet bliver afpasset med renteniveauet for den tidligere referencerente.

Forslaget har ingen administrative konsekvenser, hvis forslaget vedtages inden årsskiftet.

Den foreslåede tilpasning af tillæggene i kildeskatteloven og selskabsskatteloven vedrørende afregning af indkomstskatter medfører i lighed med de justeringer, som blev gennemført med lov nr. 1354 af 21. december 2012, at tillæggene gennemsnitligt stemmer overens med de historiske tillæg. Forslaget skønnes derfor ikke fremadrettet at have nævneværdige provenumæssige konsekvenser for det offentlige.

Det bemærkes, at forslaget ikke har været i høring forud for fremsættelsen.

Yderligere henvendelse: chefkonsulent Tony Gønge Nielsen, tlf.7237 4762 og chefkonsulent Bjørg Lilja, tlf. 7237 4765

Høring / Folketingets hjemmeside