27-01-2015
L 123 - Forslag til lov om ændring af momsloven
L 123 - Forslag til lov om ændring af momsloven
(Importmoms på dansksprogede magasiner, tidsskrifter og lignende sendt fra lande uden for EU og bemyndigelse til lempelse og fritagelse vedrørende faktureringspligt)
Lovforslaget indeholder følgende ændringer af momsloven:
- Der indføres importmoms på dansksprogede magasiner, som trykkes i lande uden for EU og efterfølgende sendes til Danmark. Der betales allerede i dag moms af magasiner, der er trykt inden for EU. Gældende momsregler udgør dermed en konkurrencemæssig fordel for virksomheder etableret uden for EU. Forslaget ophæver denne konkurrencefordel, således at momsreglerne ikke er bestemmende for, om et dansksproget magasin trykkes inden for eller uden for EU.
- Der fortages en præcisering af muligheden for at fravige momslovens generelle krav om faktureringspligt. Yderligere indføres en bestemmelse om fritagelse for faktureringspligt ved salg til ikke afgiftspligtig personer fra virksomheder omfattet af Mini One Stop-shoppen.
Forslaget skønnes at medføre et merprovenu på ca. 40 mio. kr. årligt efter tilbageløb og adfærd. Finansårsvirkningen i 2015 skønnes til ca. 20 mio. kr.
Yderligere henvendelse: Fuldmægtig Kristina Ellegaard Rasmussen, tlf. 7237 0788