Gå til indhold

L 190 – Forslag til lov om ændring af opkrævningsloven og selskabsskatteloven

(Ændring af rentetillæg for afregning af selskabsskat og begrænsning af indestående på skattekontoen m.v.)

De store rentefald på penge- og kapitalmarkederne har betydet, at bl.a. renten på visse indlånskonti i bankerne er blevet negativ, og det er sandsynligt, at renten vil være lav i nogle år.

Reglerne for fastsættelse af renter på selskabers indbetalinger til SKAT er ikke robuste over for eller indrettet efter et sådant finansielt klima. Regeringen foreslår derfor, at regelgrundlaget tilpasses, så det gøres robust over for længere perioder med negativ rente på penge- og kapitalmarkederne bl.a. med henblik på at styrke effektiviteten af Nationalbankens pengepolitiske instrumenter.

Der foreslås følgende ændringer:

  • Rentesatserne i acontoskattesystemet vedrørende selskabsskat ændres, så de bliver mere aktuelle ved at fremrykke tidspunktet for opgørelsen af niveauet for rentesatserne fra det foregående indkomstår til det aktuelle indkomstår.
  • Rentesatserne omlægges, så de i højere grad afspejler virksomhedernes alternative låne- og placeringsrente med henblik på at reducere selskabernes incitament til at indbetale for meget i acontoskat i perioder med negativ rente i pengeinstitutterne.
  • Der indføres adgang for indbetaling af yderligere acontoskat frem til 1. februar i året efter indkomståret mod betaling af et tillæg.
  • Der indføres et loft på 200.000 kr. over, hvor stort et indestående virksomheder kan have stående på skattekontoen.
  • Forrentningen af indeståender på skattekontoen op til 5.000 kr. ophæves.

Lovforslaget, der på kort sigt skønnes at medføre et marginalt mindreprovenu, vurderes at være provenuneutralt set over en årrække. Lovforslaget skønnes at medføre engangsomkostninger på 12 mio. kr. til tilretning af it-systemer og kommunikation samt et merforbrug i SKAT på op til 3 årsværk til løbende drift.

Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 12. juni 2015. Da indbetaling af acontoskat for indkomståret 2015 allerede er påbegyndt, er der i lovforslaget indarbejdet en række overgangsregler med henblik på at sikre, at disse betalinger friholdes for skærpende virkninger af lovforslaget.

Yderligere henvendelse: Chefkonsulent Bjørg Lilja, tlf.  7237 4565

Høring /Folketingets hjemmeside