Gå til indhold

Forslag til lov om ændring af registreringsafgiftsloven, brændstofforbrugsafgiftsloven og forskellige andre love

(Indfasning af eldrevne og brændselscelledrevne køretøjer i grøn ejerafgift og registreringsafgift m.v.)

Lovforslaget har til formål at udmønte aftalen mellem regeringen (Venstre), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre af den 9. oktober 2015 om
de fremtidige afgiftsvilkår for elbiler og brændselscellebiler, herunder brintbiler.
Aftalen har følgende indhold:

  • Eldrevne køretøjer indfases gradvist i registreringsafgiften over en 5-årig periode
    fra den 1. januar 2016 og med et loft på 800.000 kr. Loftet på 800.000 kr.
    betyder, at der gennem hele indfasningsperioden skal afregnes fuld registreringsafgift for køretøjet for den del af registreringsafgiften, der overstiger
    800.000 kr. Under loftet betales en nærmere bestemt andel af afgiften, som
    stiger gradvist over indfasningsperioden: 20 pct. i 2016, 40 pct. i 2017, 65 pct.
    i 2018, 90 pct. i 2019 og 100 pct. i 2020. Eldrevne køretøjer vil være fuldt ud
    indfaset i registreringsafgiften fra den 1. januar 2020. I tillæg til den gradvise
    indfasning ydes i 2016 og 2017 et bundfradrag i registreringsafgiften på 10.000
    kr., dog maksimalt afgiftsbeløbet. Eldrevne køretøjer indpasses endvidere i
    reglerne om grøn ejerafgift og vægtafgift fra den 1. januar 2016.
     
  • Reglerne om opgørelsen af brændstofforbruget ved beregningen af grøn ejerafgift
    og registreringsafgift for plug-in-hybridkøretøjer, dvs. køretøjer, der drives
    af el i kombination med benzin, diesel m.v., og hvor opladning kan ske
    ved hjælp af en ekstern strømforsyning, justeres, så reglerne svarer til opgørelsen
    af brændstofforbruget for eldrevne køretøjer. Ændringen vil medføre en
    væsentligt højere registreringsafgift for plug-in-hybridkøretøjer, og ændringen
    indfases derfor gradvist i registreringsafgiften på så vidt muligt samme måde
    som for eldrevne køretøjer, dvs. over en 5-årig periode fra den 1. januar 2016
    og med et loft på 800.000 kr. Loftet på 800.000 kr. betyder, at der gennem hele
    indfasningsperioden afregnes fuld registreringsafgift for den del af afgiften,
    der overstiger 800.000 kr., mens der alene gives nedslag i den del af registreringsafgiften, der udgør en lavere værdi end 800.000 kr. Heraf betales en nærmere bestemt andel af afgiften, som stiger gradvist over indfasningsperioden:
    20 pct. i 2016, 40 pct. i 2017, 65 pct. i 2018, 90 pct. i 2019 og fuld indfasning
    100 pct. i 2020. I tillæg til den gradvise indfasning ydes i 2016 og 2017 et
    bundfradrag i registreringsafgiften på 10.000 kr., dog maksimalt afgiftsbeløbet.
    De ændrede regler for opgørelsen af brændstofforbruget for plug-in-hybridkøretøjer vil være fuldt ud indfaset i registreringsafgiften fra den 1. januar 2020.
     
  • Der foreslås en 3-årig afgiftsfritagelse for brændselscelledrevne køretøjer, herunder brintdrevne køretøjer, fra den 1. januar 2016. Brændselscelledrevne køretøjer indfases herefter gradvist i registreringsafgiften over en 5-årig periode fra den 1. januar 2019 og med et tilsvarende loft over den maksimale afgiftsrabat på 800.000 kr., som gælder for eldrevne køretøjer. Brændselscelledrevne køretøjer vil således være fuldt ud indfaset i registreringsafgiften fra den 1. januar 2023. Brændselscelledrevne køretøjer indpasses desuden i reglerne om grøn ejerafgift og vægtafgift fra den 1. januar 2019.
     
  • Den midlertidige særregel om, at der gives en delvis godtgørelse i elafgiften til
    momsregistrerede virksomheder for elektricitet anvendt til opladning af batterier
    til registrerede elbiler, herunder elektricitet anvendt i ladestandere, der drives
    for virksomhedens regning og risiko, videreføres ikke.
     
  • Som led i finansieringen af aftalen afskaffes særreglen om skematisk værdiansættelse i forbindelse med beregningen af registreringsafgiften for brugte biler og motorcykler, der er under 1 år, da denne regel indebærer en utilsigtet begunstigelse i registreringsafgiften for bl.a. de såkaldte ”valutaudlejningsbiler”
    ved videresalg af disse biler som brugte biler. Desuden reduceres radiofradraget
    i registreringsafgiften med 40 pct. fra 2016. Det indebærer, at indfasningen
    er fuldt finansieret i 2016, mens der fortsat skønnes at være et finansieringsbehov
    på 100 mio. kr. i 2017, 150 mio. kr. i 2018 og 175 mio. kr. i 2019.
     
  • Aftaleparterne er enige om, at finansieringen for 2017til 2019 skal tilvejebringes
    i 2016 inden for bilområdet. Med henblik på at sikre at aftalen inden for
    rammerne af budgetloven ikke reducerer udgiftslofterne og dermed råderummet
    til offentlige serviceudgifter og øvrige prioriteringer, er finansieringsbehovet
    for 2017 til 2019 teknisk set tilvejebragt i dette lovforslag ved at afskaffe
    radiofradraget fuldt ud fra 2017 og at udvide tillægget i den grønne ejerafgift
    for manglende partikelfilter til også at omfatte ældre dieselvarebiler fra den 1.
    januar 2017, men aftaleparterne er som nævnt enige om, at finansieringen
    først aftales i 2016. Af tekniske årsager er tillægget for de ældre dieselbiler for
    manglende partikelfilter i lovforslaget fastsat til 400 kr. i 2017, 600 kr. i 2018,
    og 1000 kr. i 2019.

Det bemærkes, at indfasningsordningerne for eldrevne køretøjer, plug-inhybridkøretøjer
og brændselscelledrevne køretøjer som udgangspunkt skal træde i kraft den 1. januar 2016. Indfasningsordningerne kan imidlertid udgøre statsstøtte, og ordningerne er derfor anmeldt til Europa-Kommissionen. Hvis Europa-Kommissionen vurderer, at indfasningsordningerne indebærer statsstøtte, kan ordningerne først træde i kraft, når en statsstøttegodkendelse foreligger.

Lovforslagets finansieringselementer træder i kraft den 1. januar 2016. Eldrevne køretøjer, der anmeldes til registrering inden udgangen af 2015, er fritaget for registreringsafgift. Eldrevne køretøjer, for hvilke der er underskrevet en bindende købsaftale mellem forhandler og slutbruger senest den 8. oktober 2015, og som anmeldes til registrering i perioden fra og med den 1. januar 2016 til og med den 1. juli 2016, er ligeledes fritaget for registreringsafgift. For plug-in-hybridkøretøjer, der anmeldes til registrering inden udgangen af 2015, betales registreringsafgift efter de hidtil gældende regler.

For plug-inhybridkøretøjer, for hvilke der er underskrevet en bindende købsaftale mellem forhandler og slutbruger senest den 8. oktober 2015, og som anmeldes til registrering i perioden fra og med den 1. januar 2016 til og med den 1. juli 2016, betales tilsvarende registreringsafgift efter de hidtil gældende regler.

Yderligere henvendelse: Fuldmægtig Nina Legaard Kristensen, tlf.: 7237 2626

Høring