19-12-2016
L 183 - forslag til Lov om ændring af boafgiftsloven og forskellige andre love
Lovforslaget udmønter aftalen om nedsættelse af bo- og gaveafgiften ved generationsskifte indgået af V-regeringen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti som led i aftalen om finansloven for 2016. Forslaget indebærer, at bo- og gaveafgiften nedsættes gradvist fra 15 pct. til 5 pct. frem mod 2020 ved generationsskifte af en erhvervsvirksomhed. Frem mod 2025 er det regeringens ambition at tage det sidste skridt, så der ved overdragelse af en virksomhed slet ikke skal betales bo- og gaveafgift eller overdragelsesafgift.
Lovforslaget indeholder følgende elementer:
- Nedsættelse af bo- og gaveafgiften ved generationsskifte af familieejede virksomheder.
- Betingelserne for overdragelse med skattemæssig succession skal være opfyldt.
- Ejertid og aktiv deltagelse. Overdrageren skal have ejet virksomheden i mindst 1 år. Desuden skal overdrageren eller dennes nærtstående have deltaget aktivt i virksomheden. Erhververen skal opretholde ejerskabet til virksomheden i mindst 3 år.
- Pengetankreglen justeres, så ubebyggede grunde mv. anses for passiv kapitalanbringelse, og fritagelsen for selskaber, der driver næring med køb og salg af aktier mv., forbeholdes selskaber underlagt offentligt tilsyn.
- Fristen for behandling af gaveanmeldelser præciseres, så den faktiske sagsbehandlingstid i SKAT maksimalt kan udgøre 6 måneder.
For at sikre gennemsigtighed og forudberegnelighed for virksomhederne i forhold til værdiansættelsen ved generationsskifte vil regeringen endvidere i sammenhæng med lovforslaget sikre, at det fremover påhviler SKAT at godtgøre, at en værdiansættelse efter de såkaldte aktie- og goodwillcirkulærer ikke vil give et retvisende udtryk for handelsværdien.
Herudover foreslås reglerne for genoptagelse af skatteansættelsen for værdipapirer m.v. ændret, så reglerne ikke fremover kan resultere i dobbeltbeskatning/dobbeltfradrag.
Forslaget foreslås at træde i kraft 1. juli 2017. Nedsættelsen af bo- og gaveafgiften foreslås dog tillagt virkning tilbage fra 1. januar 2016. Desuden foreslås ændringerne af genoptagelsesreglerne for værdipapirer m.v. tillagt virkning fra indkomståret 2017. Forslaget skønnes at medføre et mindreprovenu efter tilbageløb og adfærd på ca. 200 mio. kr. i 2016 stigende til ca. 1.000 mio. kr.
Yderligere henvendelse: Chefkonsulent Henrik Møller Nielsen, tlf. 7237 2802