Gå til indhold

Resumé af forslag til lov om ændring af pensionsbeskatningsloven

(Korrektion af fejlagtige indbetalinger til arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger)

Lovforslaget går ud på at smidiggøre muligheden for at korrigere for indbetalinger til arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger, når indbetalingerne viser sig at indeholde fejl.

Hver måned indbetaler landets arbejdsgivere pensionsbidrag til over 2 mio. ansatte. I denne proces sker der af og til fejl. Nogle gange indbetaler den enkelte arbejdsgiver for meget, og andre gange indbetales der for lidt. Nogle gange opdages fejlene med det samme, og andre gange går der nogen tid.

Det skattemæssige udgangspunkt er, at foretagne indbetalinger skal anses for indbetalt med det rigtige beløb på den rigtige pensionsordning. Er der indbetalt for meget, kan udbetaling derfor kun ske til ejeren af ordningen mod betaling af pensionsafgift eller i form af en overførsel til en anden pensionsordning med samme ejer.

SKAT tillader dog efter praksis korrektion af fejlagtige indbetalinger i tilfælde, hvor der er sket en åbenbar fejldisposition. Det er en administrativt tung proces både for pensionsinstitutterne og for SKAT.

Det foreslås derfor, at en arbejdsgivers fejlagtige pensionsindbetalinger vil kunne udbetales fra ordningen til brug for modregning i arbejdsgiverens senere pensionsindbetalinger til de øvrige ansattes pensionsordninger i samme pensionsinstitut, uden at dette betragtes som en afgiftspligtig udbetaling. Det er en enkel løsning på et simpelt, men meget hyppigt forekommende, problem i den daglige håndtering af landets arbejdsgiveradministrerede pensioner.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2018 og har virkning for korrektioner, der foretages den 1. januar 2018 og senere. Lovforslaget er omfattet af regeringens beslutning om fælles ikrafttrædelsestidspunkter for erhvervsrettet lovgivning.

Yderligere henvendelse:  Chefkonsulent Anders Nielsen, tlf. 7237 3328

Høring