Gå til indhold

L 174 - Forslag til lov om ændring af kildeskatteloven, ligningsloven, sømandsbeskatningsloven og tinglysningsafgiftsloven

(Bedre vilkår for tildeling af medarbejderaktier, udvidelse af DIS-ordningen med søfolk, der arbejder om bord på en række specialskibe, afskaffelse af registreringsafgiften for skibe i danske skibsregistre, ændret forrentning ved opkrævning af personers skat m.v.).

Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre har den 12. november 2017 indgået aftale om en række erhvervs- og iværksætterinitiativer.

Med dette lovforslag udmøntes følgende elementer fra aftalen:

Det foreslås at forhøje grænsen for tildeling af medarbejderaktier til aktieindkomstbeskatning fra 10 pct. af årslønnen til 20 pct. af årslønnen under forudsætning af, at mindst 80 pct. af virksomhedens ansatte får tilbudt aktielønsordningen. Initiativet vil forbedre virksomhedernes muligheder for at benytte medarbejderaktier til at motivere, aflønne og dele ejerskabet af virksomheden med medarbejderne.

Herudover foreslås dels en udvidelse af DIS-ordningen med søfolk, der arbejder om bord på en række specialskibe, dels en afskaffelse af registreringsafgiften for skibe i danske skibsregistre. Initiativerne vil styrke rammevilkårene for Det Blå Danmark og medvirke til at fastholde og udvikle Danmarks position som førende søfartsnation. Forslag om udvidelse af DIS-ordningen indebærer statsstøtte, som vil skulle godkendes af EU-Kommissionen.

Som led i aftalen om erhvervs- og iværksætterinitiativer samt aftale om styrket kontrol og vejledning foreslås desuden en ændring af renten ved opkrævning af personers skat, så dag-til-dag renten og restskattetillægget forhøjes. Derudover nedsættes procentgodtgørelsen ved udbetaling af overskydende skat.

Endelig foreslås en justering af reglerne om sømandsfradrag, så reglerne kun omfatter søfolk, der arbejder om bord på skibe med hjemsted i EU- eller EØS-medlemsstater. Forslaget, der har til formål at sikre, at reglerne er i overensstemmelse med EUs retningslinjer for statsstøtte til søtransportsektoren, er ikke en del af aftalen om erhvervs- og iværksætterinitiativer.

Samlet skønnes initiativerne i lovforslaget at medføre et merprovenu efter tilbageløb og adfærd på ca. 130 mio. kr. i 2018 faldende til ca. 25 mio. kr. fra 2024 og frem. Merprovenuet er med til at finansiere øvrige initiativer i erhvervs- og iværksætteraftalen.

Yderligere henvendelse: Tatiana König Mortensen tlf. 4123 7706

Høring / Folketingets hjemmeside