23-03-2018
L 207 - Forslag til Lov om ændring af fusionsskatteloven
Lovforslaget har til hensigt at hindre en utilsigtet mulighed for, at løbende indtægter optjent i Danmark kan unddrages dansk beskatning ved at gennemføre skattefrie grænseoverskridende fusioner (og visse andre grænseoverskridende selskabsmæssige omstruktureringer) efter fusionsskatteloven med tilbagevirkende kraft.
Det foreslås på den baggrund, at der i fusionsskattelovens § 5, stk. 4, indsættes en regel, hvorefter den skattemæssige fusionsdato for de pågældende fusioner m.v. ikke kan ligge forud for det tidspunkt, hvor fusionen m.v. er vedtaget i alle de fusionerende selskaber.
Med forslaget forhindres en utilsigtet mulighed for i forbindelse med grænseoverskridende fusioner m.v. at undgå dansk beskatning af indtægter optjent her i landet. Forslaget vurderes på den baggrund ikke at have nævneværdige økonomiske konsekvenser for erhvervslivet m.v.
Lovforslaget skal have virkning fra fremsættelsen, da det er vurderingen, at der er risiko for, at der under de gældende regler kan spekuleres i at undgå dansk beskatning af den her i landet optjente indkomst. Lovforslaget er således ikke omfattet af de fælles ikrafttrædelsesdatoer.
Yderligere henvendelse: Sagsbehandler Andreas Bøgh Spuur, tlf. 7237 6466
Høring / Folketingets hjemmeside