Gå til indhold

L 160 - Forslag til lov om anvendelse af multilateral konvention...

...til gennemførelse af tiltag i dobbeltbeskatningsoverenskomster til forhindring af skatteudhuling og overskudsflytning

Regeringen har et aktivt og ambitiøst ønske om at udbygge og vedligeholde Danmarks net af dobbeltbeskatningsoverenskomster, bl.a. af hensyn til varetagelse af dansk erhvervslivs globale interesser. Dette skal ske gennem indgåelse af nye overenskomster og ved revision af eksisterende overenskomster, således at de er opdateret med seneste internationale standarder samt giver gode vilkår for danske virksomheder og borgere og for skattemyndighedernes opgaveudførelse.

Dobbeltbeskatningsoverenskomster bidrager til økonomisk udvikling ved at skabe klarhed over virksomheders skattemæssige forhold og ved at sikre, at dobbeltbeskatning undgås. Dette understøtter samhandel og investeringer til gavn for begge parter. Derudover styrker dobbeltbeskatningsoverenskomster samarbejdet mellem landenes skattemyndigheder, hvilket bl.a. bidrager til bekæmpelse af international skatteomgåelse.

Med henblik på en yderligere styrkelse af dette er der i OECD/G20-regi udarbejdet en multilateral konvention til gennemførelse af tiltag i dobbeltbeskatningsoverenskomster til forhindring af skatteudhuling og overskudsflytning.

Formålet med lovforslaget er at indhente Folketingets samtykke til, at regeringen ratificerer denne konvention og anvender konventionens bestemmelser på Danmarks dobbeltbeskatningsoverenskomster, når betingelserne herfor er opfyldt.

Den multilaterale konvention indeholder en række tiltag til forhindring af skatteudhuling og overskudsflytning. Desuden indeholder konventionen bestemmelser om, at tvister kan afgøres ved en voldgiftsprocedure. Herved sikres det i højere grad end hidtil, at dobbeltbeskatning også i tvivlstilfælde kan undgås.

Konventionens forskellige bestemmelser vil være gældende for allerede eksisterende dobbeltbeskatningsoverenskomster i det omfang, at parterne er enige om dette. Samtidig er konventionens bestemmelser i alt væsentligt indarbejdet i OECD’s model for dobbeltbeskatningsoverenskomster.

Lovforslaget skønnes kun at have begrænsende økonomiske og administrative konsekvenser ud over implementeringskonsekvenser for det offentlige i form af mindre udgifter til systemtilretning.

Yderligere henvendelse: Chefkonsulent Erik Jørgensen, tlf. 7237 3324

Høring / Folketingets hjemmeside