Gå til indhold

L 25 - Forslag til lov om ændring af kildeskatteloven og forskellige andre love

(Initiativer mod sort arbejde m.v.)

Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti indgik i september 2017 aftalen ”Styrket indsats mod sort arbejde”.

Omfanget af sort arbejde er generelt faldende i Danmark, men sort arbejde koster hvert år danskerne penge i form af tabte skatteindtægter. For at fastholde den positive udvikling har en parlamentarisk arbejdsgruppe med deltagelse af alle Folketingets partier udarbejdet en beretning indeholdende initiativer, som kan medvirke til at begrænse omfanget af sort arbejde.

Lovforslaget udmønter dele af aftalen ”Styrket indsats mod sort arbejde”. Lovforslaget indeholder således et initiativ, hvorefter Skatteforvaltningen vil kunne pålægge virksomheder, der ikke indeholder, indberetter og indbetaler A-skat m.v. at benytte en leverandør af lønadministrationsydelser, ligesom lovforslaget indeholder et initiativ, der vil gøre det muligt for Skatteforvaltningen at pålægge virksomheder at føre en digital logbog vedrørende personer, der er beskæftiget i virksomheden.

Regeringen og aftalepartierne ønsker at sænke grænsen for, hvornår en køber, som betaler kontant for ydelser eller varer sammen med ydelser, risikerer at hæfte for sælgerens manglende betaling af indkomstskat, arbejdsmarkedsbidrag og moms. For at forbedre købers retssikkerhed ønsker regeringen og aftalepartierne, at en privat køber skal kunne frigøres fra den solidariske hæftelse, såfremt køberen kan fremvise en faktura, der opfylder fakturakravene. Lovforslaget udmønter således også disse initiativer.

Udover at udmønte dele af aftalen ”Styrket indsats mod sort arbejde”, indeholder lovforslaget et initiativ, der vil gøre det muligt at undersøge, om en anden virksomhed er registreret som indeholdelsespligtig af A-skat m.v. Et sådant initiativ vil kunne bidrage til at sikre, at virksomheder ikke uforvarende kommer til at deltage i kædesvig, ligesom initiativet vil kunne medvirke til at begrænse beskæftigelsen af sort arbejdskraft. 

Endelig indeholder lovforslaget en konsekvensrettelse af skattekontrolloven, samt et initiativ om mulighed for indberetning af kontantkøb for tidligere indkomstår.

Lovforslaget er omfattet af de fælles ikrafttrædelsesdatoer.

Høring 

Yderligere henvendelse: Specialkonsulent Tina Charlotte Olsen, tlf. 7237 6710