Gå til indhold

Lovforslag om omlægning af beskatningen af overskudsvarme

Forslag til lov om ændring af lov om afgift af elektricitet, lov om afgift af naturgas og bygas m.v., lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. og lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v.

Lovforslaget implementer dele af aftale om øget udnyttelse af overskudsvarme, som blev indgået mellem den daværende regering (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti den 28. marts 2019.

Med aftalen er aftaleparterne enige om at omlægge reglerne for overskudsvarme for at øge udnyttelsen af overskudsvarmen. Aftalen indebærer desuden væsentlige regelforenklinger og afgiftslempelser. Med aftale om øget udnyttelse af overskudsvarme skal den forventede udnyttelse af overskudsvarme forøges med ca. 35 pct. i forhold til i dag.

De gældende regler for beskatning af overskudsvarme er vanskelige at administrere og giver usikre rammevilkår i forhold til at investere i udnyttelsen af overskudsvarme, da overskudsvarmeafgiften fastsættes på baggrund af det vederlag, der opnås for overskudsvarmen. Der er i praksis opstået usikkerhed om, hvilke omkostninger der skal medregnes i vederlaget. Det foreslås derfor, at reglerne for beskatning af overskudsvarme forenkles, så reglerne bedre kan administreres og kontrolleres. Derudover foreslås en række lempelser, der samlet skal øge udnyttelsen af overskudsvarme.

Det foreslås, at overskudsvarmeafgiften omlægges til en fast afgift på 25 kr. pr. GJ varme. Derudover foreslås, at der indføres en lempet afgift på 10 kr. pr. GJ varme for ekstern overskudsvarme, såfremt virksomheden vælger at indgå i en aftaleordning med Energistyrelsen i relation til overskudsvarme. Endvidere foreslås det, at der fastsættes en overgangsordning på 15 år for de virksomheder, der har indrettet sig efter de gældende regler, som fortsat kan anvende gældende regler i denne overgangsperiode. Herved sikres, at gældende kontrakter om leverancer af overskudsvarme ikke påvirkes af omlægningen.

Lovforslaget skønnes at indebære et samlet mindreprovenu på ca. 130 mio. kr.

Det foreslås, at skatteministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden, da det vurderes nødvendigt at gennemføre en dialog med Europa-Kommissionen for at sikre, at den samlede omlægning af overskudsvarmeafgiften er forenelig med EU´s statsstøtteregler.

Yderligere henvendelse: Fuldmægtig Niels Torpegaard Christensen, tlf.7237 4854

Høring