25-10-2024
Begrænset skattepligtige - kommunal skattesats
Begrænset skattepligt forekommer, når en person bosat i udlandet optjener indkomst ved arbejde udført i Danmark. Ved indkomstopgørelsen skal kun medtages de indkomster, der begrunder skattepligten, og der er fradrag for lønmodtagerudgifter i det omfang, de vedrører disse indtægter. Er skattepligtsperioden kortere end et år, sker indkomstopgørelsen og beskatningen efter særlige regler.
For begrænset skattepligtige beregnes indkomstskatterne til staten efter de normale regler.
Frem til og med 2006 beregnedes kommunal skat for begrænset skattepligtige med en procent svarende til den gennemsnitlige samlede kommunale og amtskommunale skatteprocent ekskl. kirkeskat for det pågældende kalenderår, nedrundet til nærmeste hele procent.
I forbindelse med kommunalreformen og nedlæggelsen af amterne fra og med 2007 blev reglerne ændret og flyttet fra lov om kommunal indkomstskat til personskatteloven1).
Fra 2007 betaler begrænset skattepligtige ud over de øvrige statsskatter en skat, der svarer til den gennemsnitlige kommuneskat nedrundet til nærmeste hele procent. For 2007 - 2022 udgør procenten 24 pct. I 2025 udgør procenten 25 pct..
Begrænset skattepligtige skal også betale sundhedsbidrag, som er en almindelig statsskat. Fra og med 2019 er sundhedsbidraget dog udfaset.
Begrænset skattepligtige skal ikke betale kirkeskat.
Indkomstår | 1996 | 1997-1999 | 2000-2006 | 2007-2022 | 2023-2025 |
Skattesats, pct. | 30 | 31 | 32 | 24 | 25 |