Gå til indhold

Forskud 2016 - forskudsprocenterne

Forskudsprocenterne til brug for den automatiske forskudsregistrering for indkomståret 2016

September 2015

Til brug for den automatiske forskudsregistrering for 2016 er der fastsat følgende reguleringsprocenter mv.:

1) På baggrund af den forventede udvikling i de gennemsnitlige indkomster fastsættes den generelle reguleringsprocent (indkomster ekskl. pensioner, SU, ATP, SP, andre overførselsindkomster) til 3,5 pct., når forskudsregistreringen foregår på grundlag af årsopgørelsen for 2014 og til 2,0 pct., når forskudsregistreringen foregår på grundlag af forskudsoplysninger for 2015. Sidste år var procenterne 4,0 og 2,5.

2) Overførselsindkomster (ekskl. sociale og statslige pensioner, SU og ATP) reguleres med 2,6 pct., når 2014-oplysninger lægges til grund. Fra 2015 til 2016 reguleres med 1,1 pct. Disse procenter er fastlagt i overensstemmelse med satsreguleringen på 1,5 pct. pr. 1. januar 2015 og den reducerede regulering på 1,1 pct. pr. 1. januar 2016.

3) Kommunale tjenestemandspensioner samt private pensioner fra ordninger med løbende udbetalinger og ratepensioner reguleres svarende til satsreguleringen med 2,9 pct. og 1,4 pct. fra hhv. 2014 og 2015 til 2016.

4) Skattepligtige pensioner, der udbetales af ATP, forskudsansættes på grundlag af oplysninger fra ATPs register for udbetaling. I lighed med tidligere år reguleres udbetalinger fra ATP ikke.

5) Sociale pensioner, SU-stipendier samt statslige pensioner o.l., leveres fra hhv. Pensionsregistret, Styrelsen for Videregående Uddannelser og Moderniseringsstyrelsen til forskudssystemet i aktuelt 2016-niveau og skal ikke reguleres.

6) Der foretages som tidligere år ikke regulering af renteindtægter.

7) Der foretages som tidligere år ikke regulering af renteudgifter og fradrag.

8) Som følge af skattestoppet skal ejendomsværdierne ved forskud 2016 ikke reguleres.

9) Trækprocenten og Skattekortfradraget beregnes for 2016 efter samme principper som ved forskudsregistreringen for 2015, jf. særskilt side om Trækprocent og skattekortfradrag.

Se også eksempler på trækprocenter og skattekortfradrag for 2015 og 2016.