Gå til indhold

Skattepligtige fordelt på skattetyper 2014-2016

Samtlige skattepligtige fordelt efter hvor mange der betaler de forskellige typer skatter

Ud af Danmarks befolkning på godt 5,6 millioner personer er de godt 4,9 millioner skattepligtige eller - som det hedder i fagsproget - under ligning. De ca. 0,7 millioner personer, der ikke er under ligning, er børn og unge under 16 år, uden skattepligtige indkomster.

Ca. 4,6 millioner eller ca. 94 pct. af alle skattepligtige betaler enten indkomstskat (inkl. ejendomsværdiskat) eller arbejdsmarkedsbidrag (AM-bidrag), mens knap 300.000 eller ca. 6 pct. slet ikke betaler nogen former for skat eller bidrag, jf. tabel 1. Denne gruppe omfatter typisk unge under uddannelse og gifte personer uden erhvervsindkomst eller skattepligtige overførselsindkomster.

I nedenstående figur og i tabel 1 er angivet hvor stor en del af samtlige skattepligtige, der betaler eller ikke betaler de forskellige typer af indkomstskatter og AM-bidrag.

Skattepligtige personer fordelt efter skattetyper i 2014-2016

Godt 4,3 millioner har skattepligtig indkomst over personfradraget i 2016 og betaler kommunal indkomstskat og sundhedsbidrag. Omkring 82 pct. heraf er medlemmer af folkekirken og betaler derfor tillige kirkeskat.

Bundskat til staten betales af ca. 89 pct. af samtlige skattepligtige med bundskatteindkomst over personfradraget.

I 2016 betaler ca. 3,9 mio. personer eller ca.otte ud af ni, der betaler indkomstskat, kun proportional skat - dvs. kommuneskat, sundhedsbidrag og bundskat til staten.

Med 2012-skattereformens forhøjelser af topskattegrænsen er antallet, der betaler progressiv skat, faldet, så det i 2016 er omkring 500.000 personer eller ca. 10 af alle skattepligtige.

Tabel 1. Skattepligtige personer fordelt efter skattetyper i 2014, 2015 og 2016
  2014 2015 2016
Kategori Antal
(1.000)
Pct. Antal
(1.000)
Pct. Antal
(1.000)
Pct.
Alle skattepligtige 4.845 100 4.875 100 4.910 100
Skattepligtige der betaler enten indkomstskat1) eller AM-bidrag 4.530 93 4.565 94 4.605 94
Skattepligtige der hverken betaler indkomstskat1) eller AM-bidrag 315 7 310 6 305 6
Skattepligtige personer, der betaler:
Indkomstskat:
Kommunal indkomstskat 4.250 88 4.290 88 4.340 88
Kirkeskat 3.445 71 3.485 71 3.525 72
Sundhedsbidrag 4.245 88 4.290 88 4.335 88
Bundskat 4.305 89 4.340 89 4.385 89
Topskat 490 10 490 12 500 10
Ingen indkomstskat 535 11 535 11 525 11
AM-bidrag
Arbejdsmarkedsbidrag 3.160 65 3.190 65 3.210 65
Indkomstskat / AM-bidrag:
AM-bidrag men ingen indkomstskat 225 5 225 5 220 4
Andre skatter:
Ejendomsværdiskat 2.080 43 2.105 43 2.120 43

Anm: Lovmodelberegninger på grundlag af stikprøve på ca. 3,3 pct. af befolkningen i 2013 fremregnet til 2016, december 2015 forudsætninger.
1) Inkl. ejendomsværdiskat.

Ca. 11 pct. eller godt ½ mio. personer med indkomst under personfradraget betaler ikke indkomstskat.

Arbejdsmarkedsbidrag betales af ca. 65 pct. af alle skattepligtige. Ud af disse er der omkring 225.000 personer, der ikke betaler indkomstskat. Denne gruppe omfatter typisk unge med beskeden erhvervsindkomst, hvor den skattepligtige indkomst ikke overstiger personfradraget.