21-10-2025
BoligJobfradrag for 2018-2024 - fakta og statistik
BoligJobordningen blev gjort permanent med Aftale om finansloven for 2018 fra december 2017 mellem daværende VLAK-regering og Dansk Folkeparti med virkning fra og med 1. januar 2018. Med aftalen blev ordningen udvidet med installation af tyverialarm, mens fradragsretten for visse håndværksydelser (bl.a. energirådgivning), der blev indført med virkning i 2016 og 2017, ikke blev videreført.
I 2021 blev fradragslofterne i BoligJobordningen midlertidigt forhøjet med henblik på at støtte serviceerhvervet pga. COVID-19 samt fremme private grønne investeringer. Beløbsgrænserne for håndværker- og servicefradraget blev begge hævet til 25.000 kr. i 2021 (2021-niveau). Samtidig blev skatteværdien af servicefradraget øget til ca. 35 pct. ved at indregne udgifter til serviceydelser på op til 25.000 med et beløb svarende til 135 pct. af udgiften. Det maksimale fradrag for serviceydelser i 2021 udgjorde derfor 33.750 kr. svarende til 25.000 kr. tillagt 35 pct. i 2021.
Fradraget for håndværksydelser blev med aftalen om finansloven for 2022 afskaffet med virkning pr. 1. april 2022. Det betød, at personer kun kunne opnå fradrag for visse håndværkerydelser, der var udført senest 31. marts 2022 og betalt senest 31. maj 2022. Beløbsgrænsen for servicefradraget blev med finansloven for 2024 hævet med 5.000 kr. årligt, så den i 2024 udgjorde 11.900 kr. (2024-niveau).
I 2025 blev det som led i Finansloven for 2025 aftalt at genindføre håndværkerfradraget. Dette var dog i en revideret udgave med en årlig beløbsgrænse på 8.600 kr. i 2025, mens beløbsgrænsen for servicefradraget blev hævet til 17.500 kr. (2025-niveau). Endvidere blev det aftalt at inkludere reparationer af hårde hvidevarer i servicefradraget i perioden 2025-2027.
BoligJobordningen er gældende for personer, der er fyldt 18 år, og omfatter både helårs-, leje- og fritidsboliger.
Af tabel 1 fremgår den seneste optælling af indberettede BoligJobfradrag for indkomstårene 2018-2024. Afskaffelsen af håndværkerfradraget pr. 1 april 2022 har resulteret i et fald i antallet af personer, der benyttede ordningen i 2022, mens det ikke var muligt at anvende ordningen i 2023 og 2024.
2018 | 2019 | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 | 2024 | |
---|---|---|---|---|---|---|---|
Antal personer med BoligJobfradrag (1.000) | 475 | 490 | 543 | 553 | 418 | 401 | 433 |
BoligJobfradrag, mio. kr. | 2.980 | 3.100 | 3.530 | 6.550 | 1.950 | 1.800 | 1.950 |
Skatteværdi af fradrag, mio. kr. | 790 | 800 | 910 | 1.570 | 500 | 460 | 500 |
Anm.: Til beregning af skatteværdien er anvendt en kommuneskattesats, der tager højde for den kommunale fordeling af BoligJobfradrag i alle år.
Kilde: Optælling fra Skatteforvaltningens registre pr. 10. oktober 2025.
Tabel 2 angiver anvendelsen af Boligjobordningen fordelt på boligkategorierne helårsboliger, fritidsboliger i Danmark og fritidsboliger i udlandet i årene 2018-2024. Som det fremgår af tabellen, anvendes boligjobordningen primært i helårsboligen.
Pct. | 2018 | 2019 | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 | 2024 |
---|---|---|---|---|---|---|---|
Helårsboliger | 92,0 | 92,2 | 91,4 | 91,5 | 93,5 | 96,2 | 95,4 |
Fritidsboliger i Danmark | 7,3 | 7,3 | 8,1 | 8,1 | 6,1 | 3,6 | 4,2 |
Fritidsboliger i udlandet | 0,7 | 0,5 | 0,5 | 0,4 | 0,5 | 0,2 | 0,3 |
I alt | 100,0 | 100,0 | 100,0 | 100,0 | 100,0 | 100,0 | 100,0 |
Anm.: Fordelingen er beregnet ud fra de indberettede fradrag og viser derfor ikke nødvendigvis fordelingen for de faktiske fradrag.
Kilde: Optælling fra Skatteforvaltningens registre pr. 10. oktober 2024.
I forbindelse med indberetningen af BoligJobfradraget angiver skatteyderne den udførte opgave, der er afholdt udgifter til, i en af de seks kategorier, der fremgår af tabel 3. I årene 2018-2021 vedrører ca. 25 pct. af de indberettede udgifter serviceydelser, mens ca. 75 pct. vedrører håndværksydelser. I 2022 er fordelingen ca. 50 pct. på hver af de to ydelsestyper, hvilket skal ses i lyset af, at håndværkerfradraget blev afskaffet pr. 01 april 2022. I 2023 og 2024, hvor håndværkerfradraget var afskaffet, relaterede alle indberettede beløb sig til serviceydelser, hvoraf rengøring og vinduespudsning udgjorde mere end 65 pct. af de indberettede beløb.
Pct. | 2018 | 2019 | 2020 | 2021 | 2022 | 2023 | 2024 |
---|---|---|---|---|---|---|---|
Rengøring og vinduespudsning | 14,5 | 15,3 | 14,5 | 14,8 | 34,3 | 70,4 | 65,7 |
Havearbejde | 8,3 | 8,7 | 9,5 | 10,0 | 14,9 | 29,3 | 34,0 |
Børnepasning | 0,2 | 0,1 | 0,1 | 0,1 | 0,2 | 0,3 | 0,3 |
Energibesparelser | 51,4 | 50,7 | 51,9 | 54,1 | 37,5 | - | - |
Andre grønne håndværksydelser | 23,6 | 23,6 | 22,7 | 20,2 | 12,5 | - | - |
Tilslutning til bredbånd | 2,0 | 1,6 | 1,2 | 0,8 | 0,7 | - | - |
I alt | 100,0 | 100,0 | 100,0 | 100,0 | 100,0 | 100,0 | 100,0 |
Anm.: Fordelingen er beregnet ud fra de indberettede fradrag og viser derfor ikke nødvendigvis fordelingen for de faktiske fradrag.
Kilde: Optælling fra Skatteforvaltningens registre pr. 10. oktober 2025.
Størrelsesfordelingen af servicefradraget i 2024 fremgår af tabel 4. Det ses, at fordelingen primært er koncentreret om de lavere fradragsbeløb, hvilket betyder, at de fleste, der bruger fradraget, ikke udnytter det fuldt ud.
Servicefradrag | ||
---|---|---|
Kr. | 1.000 personer | Mio. kr. |
Under 2.000 | 164 | 200 |
2.000 - 3.999 | 109 | 300 |
4.000 - 5.999 | 38 | 190 |
6.000 - 7.999 | 25 | 170 |
8.000 - 9.999 | 19 | 170 |
Over 10.000 | 78 | 910 |
I alt | 433 | 1.950 |
Gns. fradrag, kr. | 4.500 |
Kilde: Optælling fra Skatteforvaltningens registre pr. 10. oktober 2025.
I 2024 var andelen af skattepligtige, der anvendte BoligJobordningen, samt det gennemsnitlige fradrag pr. person, overvejende stigende med indkomst, jf. tabel 5.
Personlig indkomst | Fuldt skattepligtige | Fuldt skattepligtige med BoligJobfradrag | Andel af fuldt skattepligtige | Fradrag i alt | Gennemsnitligt fradrag |
---|---|---|---|---|---|
Kr. | 1.000 personer | 1.000 personer | Pct. | Mio. kr. | Kr. |
Under 200.000 | 1.726 | 41 | 2,4 | 180 | 4.410 |
200.000 - 350.000 | 1.602 | 110 | 6,9 | 430 | 3.910 |
350.000 - 500.000 | 1.136 | 116 | 10,2 | 450 | 3.870 |
500.000 - 700.000 | 561 | 93 | 16,6 | 440 | 4.720 |
Over 700.000 | 260 | 70 | 26,9 | 450 | 6.130 |
I alt | 5.286 | 430 | 8,1 | 1.930 | 4.490 |
Anm.: Fordelingen af de samlede antal fuldt skattepligtige på de enkelte indkomstintervaller er baseret på nyere tilgængelige lovmodeldata (2023). Afvigelser i forhold til tal præsenteret i tabel 1 skyldes, at ovenstående kun omfatter fuldt skattepligtige.
Kilde: Optælling fra Skatteforvaltningens registre pr. 10. oktober 2025.
Geografisk blev BoligJobordningen mest anvendt i Region Hovedstaden, der også havde det højeste gennemsnitlige fradrag pr. person i 2024, jf. tabel 6. Andelen af skattepligtige, som anvendte BoligJobfradraget, var imidlertid størst i Region Nordjylland, hvor ca. 10,2 pct. af de fuldt skattepligtige anvendte fradraget.
Region | Fuldt skattepligtige | Fuldt skattepligtige med BoligJobfradrag | Andel af fuldt skattepligtige | Fradrag i alt | Gennemsnitligt fradrag |
---|---|---|---|---|---|
1.000 personer | 1.000 personer | Pct. | Mio. kr. | Kr. | |
Hovedstaden | 1.742 | 106 | 6,1 | 620 | 5.880 |
Sjælland | 755 | 62 | 8,2 | 270 | 4.320 |
Syddanmark | 1.100 | 103 | 9,4 | 400 | 3.860 |
Midtjylland | 1.198 | 108 | 9,0 | 460 | 4.220 |
Nordjylland | 524 | 53 | 10,2 | 200 | 3.690 |
Hele landet | 5.319 | 432 | 8,1 | 1.940 | 4.490 |
Anm.: Afvigelser i forhold til tal præsenteret i tabel 1 skyldes, at ovenstående kun omfatter fuldt skattepligtige.
Kilde: Optælling fra Skatteforvaltningens registre pr. 10. oktober 2025.