Gå til indhold

Motionister skal kunne trække en del af motionsregningen fra i skat

Det følger af finanslovsaftalen for 2026, at danskerne skal kunne få fradrag for at dyrke motion i fx et fitnesscenter og for undervisning i sang og musik. Dermed kompenseres der for, at der på grund af EU-domme skal moms på bl.a. holdundervisning i fitnesscentre.

Flere kan fra det nye år forvente en stigning i fx deres fitnessabonnement som følge af EU-domme, som Danmark er forpligtet til at indrette sig efter. Dommene medfører bl.a., at der skal lægges moms på bl.a. fitnessundervisning på hold, undervisning på musikskoler, danseskoler og en lang andre andre fritidsaktiviteter. Det rammer kommercielle udbydere som fx fitnesscentre, private yogastudier og danseskoler. De aktiviteter, der består af træning på egen hånd, berøres ikke af praksisændringen på momsområdet, da de allerede er momspligtige i dag.

”Sagt ligeud er det rigtig træls, at en dom fra EU tvinger Danmark til at lægge moms på bl.a. holdundervisning i fitnesscenteret. Jeg har endnu ikke mødt nogen i Folketinget, der synes, at det er en god ide. Derfor er jeg glad for, at vi med finanslovsaftalen for 2026 kan kompensere danskerne for en del af motionsregningen. Det nye fradrag kan træde i kraft i april 2026 med tilbagevirkende kraft for hele året. Umiddelbart herefter vil danskerne kunne rette deres forskudsopgørelse og få glæde af fradraget for hele 2026,” siger skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Med finanslovsaftalen for 2026 vil regeringen og Det Konservative Folkeparti bl.a. sikre, at der kan indføres et motions- og musikundervisningfradrag, som gælder for voksne på 30 år og derover. Der vil blive fremsat lovforslag om fradraget i februar 2026, men fradraget skal gælde allerede fra 1. januar 2026. Fradraget vil dermed få virkning samtidig med praksisændringen på momsområdet.

Uddannelse af børn og unge – herunder holdundervisning i motionscentre – kan fortsat være momsfrit inden for rammerne af EU-reglerne. Regeringen vil derfor i november 2025 fremsætte et lovforslag, der sikrer momsfritagelsen for uddannelse af børn og unge til og med 29 år. Det betyder, at den motion eller fritidsaktivitet, som børn og unge går til, ikke bliver dyrere på grund af momsen. Af samme grund vil motions- og musikundervisningsfradraget blive indrettet, så fradraget kommer til at gælde for voksne på 30 år og derover.

Fradraget vil bl.a. omfatte spinning, crossfit, yoga og danseundervisning i kommercielle fitnesscentre, private yogastudier, danseskoler og sang og musik i kommercielt regi mv. Fradraget vil ikke omfatte foreningsidrætten og kommunale musikskoler, da der fortsat ikke lægges moms på disse aktiviteter.

Beregninger: Mindre prisstigninger end den ekstra moms
Selvom momsen udgør 25 pct., kan der generelt ikke forventes prisstigninger på 25 pct. på fx fitnessabbonnementer som følge af praksisændringer på momsområdet. Det skyldes, at når der lægges moms på undervisning, får fitnesscenteret samtidig fradrag for moms på en række indkøb, fx på maskiner, der anvendes til holdundervisning, samt for moms på drift og vedligehold. Derudover slipper fitnessbranchen for at betale lønsumsafgift af de aktiviteter, der bliver momspligtige. 

Fradraget for motion og musikundervisning vil have et loft på ca. 1.750 kr. Fradraget foreslås indført som et ligningsmæssigt fradrag. Det vil sige, at skattebesparelsen i gennemsnit udgør ca. ¼ af fradragsbeløbet. 

God idé at gemme motionskvitteringerne i det nye år
Regeringen vil fremsætte lovforslag om indførelse af motions- og musikundervisningsfradraget i februar 2026 med henblik på, at det kan få virkning fra indkomståret 2026. Det forventes, at lovforslaget behandles i Folketinget, så fradraget kan træde i kraft i april 2026.

Så snart som muligt efter, at Folketinget har vedtaget lovforslaget, vil der blive åbnet for, at borgerne kan indtaste fradraget på forskudsopgørelsen. Fradraget vil gælde med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2026. Det kan derfor være en god idé at gemme motionskvitteringerne fra årsskiftet. 

Læs Skatteministeriet om motions- og musikundervisningsfradraget i dette faktaark.

Læs Skatteministeriets tidligere nyhed om EU-domme.

Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk