23-02-2015

Skatteminister: Nu skal inddrivelsen helt op at køre
Sammenlignet med andre OECD-lande ligger SKAT i den gode ende, når det gælder evnen til at inddrive borgernes skattegæld. Det viser en ny analyse fra Skatteministeriet, som er omtalt i mandagens Politiken.
Men der er imidlertid stadig udfordringer, når det gælder inddrivelsen af danskernes samlede gæld til det offentlige. SKAT har siden 2005 haft ansvaret for inddrivelse af al gæld til det offentlige, ikke kun skattegæld.
Udfordringerne skyldes vanskeligheder med SKATs nye it-system til inddrivelse EFI. Derfor glæder det Skatteminister Benny Engelbrecht, at Skatteministeriet netop har indgået en aftale med det globale it-konsulentfirma Accenture, som skal bistå SKAT med at løse udfordringerne med EFI.
”Det er ikke holdbart, at det har trukket så meget ud med EFI. Det er derfor vi nu får nogle af de bedste konsulenter inden for området til at se på, hvad der skal til for, at vi kommer i mål," siger skatteminister Benny Engelbrecht.
Udfordringerne med EFI har betydet, at de samlede restancer har været stigende. Analysen viser, at udviklingen skyldes en stigning i de såkaldte ikke-inddrivelige restancer. Samtidig er de inddrivelige restancer er faldet en smule, om end ikke i en grad, som ville have været tilfældet, hvis EFI havde været fuldt i drift.
Ikke-inddrivelige restancer opstår, fordi loven sætter grænser for, hvilke restancer SKAT overhovedet må inddrive. Er en restance ikke-inddrivelig er det udtryk for, at skyldneren ikke er i stand til at afdrage på gælden. Det kan fx skyldes, at en virksomhed er gået konkurs, eller at en borger har en så beskeden indtægt, at inddrivelse vil medføre, at vedkommende efterlades med så få midler, at en såkaldt ”beskeden levefod” ikke kan opretholdes.
Skatteminister Benny Engelbrecht roser SKAT for, at man nu er i stand til at give et mere præcist billede af, hvor stor en del af restancerne, der overhovedet kan hentes hjem.
”Når vi ved, hvilken del af gælden, der er svær at kradse ind, så ved vi også, at det ikke er dér, vi skal koncentrere kræfterne. For der er jo ikke nogen grund til at forsøge at flå noget ud af lommerne på Hr. Jensen, hvis der ikke er noget,” siger skatteministeren til Politiken.