Gå til indhold

Finanslov 2026: Stor skattelettelse skal få seniorer til at blive på arbejdsmarkedet

Regeringen udvider det ekstra beskæftigelsesfradrag for seniorer. Det betyder, at seniorer de sidste fem år før pensionering får en årlig skattelettelse på op til 9.500 kr. Dermed bliver det mere attraktivt at blive på arbejdsmarkedet frem til pensionsalderen. Finansloven lemper samlet skatter og afgifter for næsten 15 mia. kr. i 2026.

En årlig skattelettelse de sidste fem år frem til pensionen på op til 9.500 kroner (2026-niveau i en gennemsnitskommune) til seniorer, der vælger at arbejde frem for at gå på tidlig pension. Det er effekten af, at partierne bag finansloven nu udvider ordningen med ekstra beskæftigelsesfradrag til seniorer i arbejde fra to til fem år.

”Vores seniorer er en kæmpe ressource, og derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan for, at dem, der kan og vil, bliver på arbejdsmarkedet. Det er godt for den enkelte og for vores virksomheder og land. Derfor udvider vi ordningen med forhøjet beskæftigelses-fradrag til seniorer fra to til fem år og hæver desuden satserne, så det kan blive en årlig skattelettelse på op til 9.500 kr. Jeg håber, at arbejdsgiverne er klar til at gribe bolden og sikre, at dåbsattesten ikke i sig selv er en barriere for at arbejde”, siger skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Der er tale om et nyt fradrag, der blev besluttet med Aftale om reform af personskat (december 2023) og træder i kraft fra 2026. Med denne finanslov udvides ordningen fra de oprindelige to år op til folkepensionsalderen til nu fem år, ligesom fradragssatserne hæves i forhold til det oprindeligt besluttede. Læs om ordningen her.

Finansloven lemper skatter og afgifter for knap 15 mia. kr.
Initiativet er en del af finansloven for 2026, der samlet set sænker skatter og afgifter for knap 15 mia. kr. Udover det udvidede beskæftigelsesfradrag til seniorer, omfatter finanslovsaftalen også den allerede bebudede midlertidige sænkning af elafgiften til EU’s minimumssats og afskaffelsen af afgifterne på kaffe og chokolade mv. Aftalen indeholder også det bebudede fradrag for motion og sang- og musikundervisning for voksne på 30 år og derover. Et samlet overblik over initiativerne kan ses her.

”Regeringen er optaget af, at det for rigtig mange danskere er blevet dyrere at gå i supermarkedet. Derfor har vi taget en række initiativer, som bidrager til, at der kommer lidt mere luft i privatøkonomien blandt alle danskere allerede næste år”, siger skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Stigning i afgifter på elbiler udskydes
Finansloven omfatter også, at den ellers planlagte forhøjelse af registreringsafgiften på elbiler fra 2026 udskydes med et år. Det skal understøtte en balanceret indfasning af registreringsafgiften for elbiler og regeringens ambitioner om et klimaneutralt samfund i 2045.

Parallelt med udskydelsen nedsætter regeringen en hurtigt arbejdende ekspertgruppe, der skal analysere forskellige modeller for en fremtidig omlægning af bilbeskatningen. Ekspertgruppen skal belyse forskellige modeller i relation til køb og anvendelse af biler og herunder en permanent afskaffelse af registreringsafgiften for elbiler og en anden profil for indfasning af registreringsafgiften for elbiler.

Det skal belyses, hvordan bilafgifterne fremover kan understøtte den grønne omstilling, sikre et stabilt provenu og tage højde for de samfundsøkonomiske og fordelingsmæssige konsekvenser. Ekspertgruppen skal afrapportere senest i 2. halvår 2026.

Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk