Gå til indhold

Så meget stiger dit fradrag: Over 1 mio. pendlere får skattelettelse med nyt befordringsfradrag

Fra i dag kan pendlere få glæde af det forhøjede befordringsfradrag, som nu er endeligt vedtaget. Skattelettelserne kommer over 1 mio. pendlere til gode, som blot skal justere forskudsopgørelsen for at se, hvor meget deres fradrag stiger.

Over 1 mio. pendlere over hele landet kan fra i dag gå ind og rette deres befordringsfradrag på forskudsopgørelsen. Gør de det, vil de kunne se, hvor meget deres befordringsfradrag stiger og dermed hvor meget ekstra, de får udbetalt. Opdaterer man sin forskudsgørelse inden den 20. juli, vil man allerede på lønseddelen for juli mærke den økonomiske effekt af den netop vedtagne forhøjelse af befordringsfradraget. Forhøjelsen vil give en gennemsnitlig pendler 2.300 kr. mere mellem hænderne om året.

Med aftalen giver regeringen en målrettet håndsrækning til de mange danskere, der hver dag bruger tid og penge på at komme på arbejde. Det er særligt i yderområder og store pendlingskommuner, hvor afstandene er længst, og hvor transportudgifterne fylder mest i budgettet. Pendler man fx fra Slagelse til Høje-Taastrup hver dag, kan man se frem til en skattelettelse på knap 7.100 kr. i 2026. 

”Alt for mange danskere har i de seneste år set transportudgifterne stige kraftigt. Nu gør vi noget ved det – og fra i dag kan man justere sin forskudsopgørelse og se, hvor meget højere ens fradrag bliver og dermed, hvor meget ekstra man får udbetalt på sin næste lønseddel. Når vi hæver befordringsfradraget, er det for at give danskerne, der virkelig har kunnet mærke, at tælleren på benzinstanderen kun er gået op, en mærkbar skattelettelse. Jeg er stolt af, at jeg efter godt en måned som skatte- og vækstminister har været med til at give danskerne flere penge hver måned til at klare de stigende priser – og det her er et målrettet redskab til det, som altså kan virke, allerede fra den næste lønseddel lander i danskernes e-boks,” siger skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt.

En geografisk opgørelse fra Skatte- og Vækstministeriet viser, at forhøjelsen af fradraget får betydning i alle landets kommuner. Særligt stor er effekten i områder med lange gennemsnitlige pendlingsafstande. Her ligger den gennemsnitlige skattelettelse markant over landsgennemsnittet. Fx kan pendlere, der bor i enten Vordingborg, Svendborg og Ringsted, se frem til skattelempelser på hhv. 4.200 kr., 3.100 kr. og 3.150 kr. i gennemsnit. Bor  man i Vesthimmerland er der 2.800 kr., og bor man i Randers er skattelempelsen på 2.600 kr. i gennemsnit.

”For mange familier er transportudgifterne ikke bare en linje i budgettet – det er en daglig regning, der kan mærkes. Med den her forhøjelse tager vi et ansvarligt skridt for at lette presset. Vi reagerer hurtigt, så danskerne kan mærke lettelsen allerede i år,” siger Jakob Engel-Schmidt. 

Det nye forhøjede befordringsfradrag kan indtastes på forskudsopgørelsen fra i dag den 9. juli og vil virke med tilbagevirkende kraft for hele 2026. For at få det opdaterede fradrag med på juli-lønsedlen, skal forskudsopgørelsen være justeret senest den 20. juli.

Læs tidligere pressemeddelelse fra Skatte- og Vækstministeriet om effekten af det forhøjede befordringsfradrag i landets 98 kommuner her

Pressekontakt:
Skatte- og Vækstministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk