02-02-2024
Ungespilpanelet klar med anbefalinger: Bloker adgang til spilsider i skolen
Ungespilpanelet offentliggør nu 16 anbefalinger, som skal beskytte unge bedre mod gambling og spilafhængighed.
Alt for mange unge spiller om penge. På skoler og ungdomsuddannelser kan man fx opleve unge, der spiller om penge i frikvarterne. Og for nogle har det taget overhånd. På den baggrund mener både de unge i panelet og skatteministeren, at gambling blandt unge er et problem, der kræver handling.
”Gambling er langt mere udbredt blandt unge, end man skulle tro. Det har Ungepsilpanelet åbnet mine øjne for. Det er også et kæmpe problem, når gaming bliver til gambling. Vi risikerer om få år at stå med en generation, hvor langt flere har et spilproblem. Det skal vi have dæmmet op for. Ungespilpanelet fortjener en stor tak for deres indsats – deres anbefalinger er vigtige, og jeg tager dem med mig ind i de kommende forhandlinger på området”, siger skatteminister Jeppe Bruus.
Blandt panelets anbefalinger er en blokering af adgangen til spilsider i skoler og på ungdomsuddannelser, et forbud mod reklamer for pengespil og regulering af lootboxes. Disse og panelets øvrige anbefalinger, tager skatteministeren med ind i de kommende forhandlinger på området.
Ungespilpanelet blev nedsat i efteråret 2023 af skatteministeren. Panelet har haft til formål at rådgive om udfordringer relateret til gaming og gambling blandt unge for at kunne forebygge spilproblemer og spilafhængighed.
Panelet har bestået af:
- Amalie Breitenstein Jørgensen, gymnasieelev
- Aurora Lyngdal, professionel gamer og holdkaptajn for Astralis’ kvindehold
- Asger Kjær Sørensen, forperson for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS)
- Christine Ravn Lund, forkvinde for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF)
- Dante Lester Hyllested, gymnasieelev
- Jacob Krull, gamer og influencer
- Julie Kølskov Madsen, formand for Erhvervsskolernes ElevOrganisation (EEO)
- Lucas Thorbye Mørch, gymnasieelev
- Lucas Westphal, formand for Landssammenslutningen af Handelsskoleelever (LH)
- Marcus Mikkelsen, gymnasieelev
- Marcus Mossalski, debattør, spilfri ludoman og ludomanibehandler
- Oliver Behrensdorf, contentcreator og professionel skin-handler
- Rune Gerhard Nielsen, erhvervsskoleelev
- Tue Jacobsen, holder sabbatår
Læs Ungespilpanelets anbefalinger her.
Pressekontakt:
Skatteministeriets pressefunktion:
Tlf. 72 22 23 24
E-mail: presse@skm.dk