Gå til indhold

Rapport fra arbejdsgruppen om registreringsafgiften

Den tværministerielle arbejdsgruppe er i dag kommet med sin rapport

I forbindelse med regeringens aftale med Dansk Folkeparti om lettelser af indkomstskatten, blev parterne enige om, at begrænse stigningerne i bilpriserne. Ekstraordinære stigninger i bilpriserne skal således ikke slå igennem i form af større afgifter til staten.

I forlængelse heraf er den tværministerielle arbejdsgruppe, der har analyseret mulighederne for at omlægge registreringsafgiften, så den i højere grad afspejler bilernes miljøbelastning, i dag kommet med sin rapport.

Arbejdsgruppen har haft i opdrag at undersøge mulighederne og behovet for at omlægge registreringsafgiften, så denne i højere grad afspejler bilernes miljøbelastning. Analyserne viser, at de samfundsøkonomiske omkostninger er alt for høje i forhold til de miljømæssige gevinster.

Omlægning af registreringsafgiften er derfor ikke en omkostningseffektiv måde at nedbringe bilernes miljøbelastning på, siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V).

Regeringen har besluttet at neutralisere effekten på den nuværende registreringsafgift (inkl. moms) af eventuelle ekstraordinære prisstigninger.

Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har vedtaget en mekanisme, der sikrer, at staten ikke tjener på ekstraordinære prisstigninger. Ordningen gælder allerede fra den 1.4.2003. Aftaleparterne har dermed ydet deres væsentlige bidrag til, at der kan falde ro over bilmarkedet, siger Svend Erik Hovmand.

 

Kontakt: Kontorchef Per Bach Jørgensen, 33924412

Læs rapporten her: Redegørelse om omlægning af registreringsafgiften, april 2003