Gå til indhold

Opfølgning på revisioner i Skatteministeriet

Skatteministeriets ministerområde er underlagt et betydeligt antal revisioner og undersøgelser. Der er derfor faste procedurer for behandling af revisionerne, som sikrer fremdrift og understøtter, at Skatteministeriet igangsætter de nødvendige tiltag på baggrund af revisionernes konklusioner.

Det store antal revisioner stiller krav til Skatteministeriets interne processer på revisionsområdet i forhold til at skabe overblik over de risici, der er observeret, og sikre, at der følges effektivt op på de igangsatte aktiviteter.

Proces for koordinering og opfølgning på revisioner

Processen for at koordinere og følge op på revisioner i Skatteministeriet er organiseret i fire spor.

Spor 1: Overblik over kommende og igangværende revisioner

Skatteministeriets departement har overblik over kommende og igangværende revisioner. Det skal bl.a. sikre, at revisionerne forankres korrekt i Skatteministeriets koncern, så Rigsrevisionen, Skatteministeriets Koncernrevision, EU-kommissionen og EU’s revisionsret får adgang til de rette medarbejdere og materialer for at kunne udføre revisionen.

Spor 2: Opfølgning på afsluttede revisioner

Når en revision eller undersøgelse afsluttes, modtager Skatteministeriet som udgangspunkt en rapport, der redegør for eventuelle kritiske forhold, som revisionen har observeret. På den baggrund beder departementet den eller de styrelser, undersøgelsen har fokuseret på, om at tage aktiv stilling til, hvordan revisionens kritiske observationer kan håndteres i form af en såkaldt revisionshandleplan.

Spor 3: Opfølgning på åbne revisionshandleplaner

Alle revisionshandleplaner samles i Skatteministeriets revisionsdatabase, hvor også revisionens observerede risici, ansvarlig styrelse og implementeringsfrist bl.a. fremgår. Det er den ansvarshavende styrelse, der har til opgave at implementere de beskrevne initiativer i handleplanerne, som håndterer de observerede risici. Skatteministeriet følger løbende op på fremdriften i implementering af initiativer.

Spor 4: Opfølgning på afsluttede revisionshandleplaner

Skatteministeriets Koncernrevision fører tilsyn med styrelsernes afsluttede revisionshandleplaner. Tilsynet kontrollerer, om revisionens observerede risici er håndteret, som beskrevet i handleplanerne, og sikrer samtidig, at der forelægger tilstrækkelig dokumentation, der viser, at de implementerede aktiviteter har håndteret de observerede risici.