Gå til indhold

Kommuneskatter - gennemsnitsprocenten i 2004

Belysning af fastsættelsen af de kommunale skatteprocenter for 2004

Følgende hovedresultater vedrørende udviklingen i de kommunale skatteprocenter for 2004 kan fremhæves:

  • Den samlede gennemsnitlige skatteprocent til kommune, amt og kirke forbliver uændret i 2004. Ligesom i 2003 udgør den 33,3 pct.
  • En særlig opgørelse til brug for vurdering af kommuners og amters overholdelse af skattestoppet viser, at den gennemsnitlige udskrivningsprocent for primærkommunerne for indkomstskatterne er steget ca. 0,01 pct. point, faldet 0,1 pct. point i København, mens amtskommunernes udskrivningsprocent er uændret.
  • Samtlige 13 amtskommuner holder altså skatteprocenten uændret i 2004.
  • 14 primærkommuner hæver skatteprocenten, og 16 kommuner sænker den, mens 238 holder den uændret.
  • I København sænkes skatteprocenten, mens den holdes uændret i Frederiksberg Kommune og i Bornholms Regionskommune.
  • I 2004 er landets dyreste kommune Nyborg kommune i Fyns Amt med en samlet skatteprocent til kommune, amt og kirke på 36,70 pct. (35,6 pct. ekskl. kirkeskat). Det medfører en laveste trækprocent på 43 i 2004 for en skatteyder, der er medlem af folkekirken.
  • Den billigste kommune er Holmsland kommune i Ringkøbing Amt med en samlet skatteprocent på 29,5 pct. (28,5 pct. ekskl. kirkeskat) og en laveste trækprocent i 2004 på 35.
  • Det skrå skatteloft udgør 59 pct., og der gives nedslag i kommuner, hvor den samlede kommune- og amtsskat overstiger 32,5 pct. Dette er i 2004 tilfældet i 193 kommuner mod 189 kommuner i 2003.
  • I gennemsnitskommunen udgør nedslagsprocenten for det skrå skatteloft 0,1 pct.point, og det samlede provenutab ved nedslaget skønnes i 2004 at udgøre ca. 375 mill. kr. og omfatte 400.000 personer - svarende til ca. 47 pct. af samtlige topskatteydere. I 2003 udgør det samlede nedslag ca. 350 mill. kr. og omfatter 390.000 personer eller ca. 46 pct. af topskatteyderne.

Disse resultater og oplysningerne i det følgende om udviklingen i kommuneskatteprocenterne og det skrå skatteloft mv. i 2004 er baseret på kommunernes og amtskommunernes indberetninger til Told- og Skattestyrelsen af skatteprocenter og til Indenrigsministeriet af budgetterede udskrivningsgrundlag og budgetterede skatter.

Stigningen i den landsgennemsnitlige kommunale skatteprocent er specificeret i tabel 1.

Tabel 1. Landsgennemsnitlig kommunal udskrivningsprocent i 2003 og 2004 (inkl. København, Frederiksberg og Bornholm).
   2003 2004 Ændring
fra 2003 til 2004
   Pct. Pct. Pct.
Primærkommunal udskrivningsprocent 22,120 22,129 0,009
Amtskommunal udskrivningsprocent 10,461 10,450 -0,011
Kirkeskatteprocent, alle skattepligtige 0,736 0,733 -0,003
I alt 33,317 33,311 -0,006
I alt afrundet 33,3 33,3 0,0

Note: De anførte gennemsnitsprocenter er beregnet som forholdet mellem de samlede budgetterede skatter til primærkommunerne, amtskommunerne samt kirken og det samlede budgetterede udskrivningsgrundlag for alle landets kommuner (inkl. København, Frederiksberg og Bornholm) på ca. 663 mia. kr. København og Frederiksberg medregnes fuldt ud som primærkommuner, mens Bornholm indgår med 60 pct. som primærkommune og med 40 pct. som amtskommune.

Den primærkommunale skatteprocent hæves i 14, sænkes i 17 og holdes uændret i 240 kommuner, inkl. København og Frederiksberg. Den amtskommunale skatteprocent holdes uændret i 13 amter, jf. tabel 2.

Tabel 2. Ændring i kommuneskatteprocenter fra 2003 til 2004
   Antal kommuner/amter med
Fald Uændret Stigning I alt
Primærkommuner 16 238 14 268
København, Frederiksberg og Bornholm 1 2 0 3
Amtskommuner 0 13 0 13
Kirkeskatteprocent 28 216 27 271
Primær- og amtskommuner i alt 17 240 14 271
Samlet skatteprocent inkl. kirkeskat 41 191 39 271

Opgjort inkl. kirkeskat vil borgerne i 41 af landets kommuner få en lavere skatteprocent i 2004, mens der i 39 kommuner vil blive tale om en højere skatteprocent.

I tabel 3 er den gennemsnitlige primærkommunale skatteprocent for KL-kommunerne (ekskl. København og Frederiksberg kommuner) samt den amtskommunale skatteprocent (ekskl. København og Frederiksberg) opgjort. Bornholms Regionskommune er i denne forbindelse medregnet med 60 pct. til primærkommuner og 40 pct. til amtskommuner.

Endvidere er den gennemsnitlige kirkeskatteprocent for medlemmer af folkekirken opgjort til 0,859 pct. for 2004. Den højere kirkeskatteprocent i denne tabel i forhold til procenten i tabel 1 skyldes, at i denne tabel er procenten alene beregnet på udskrivningsgrundlaget for de ca. 85 pct. af befolkningen, der er medlem af Folkekirken, mens procenten i tabel 1 er beregnet på det samlede udskrivningsgrundlag og udgør den gennemsnitlige kirkeskatteprocent for samtlige skattepligtige.

Tabel 3. Gennemsnitlig kommune- og amtsskatteprocent i 2003 og 2004 (ekskl. København og Frederiksberg) samt kirkeskatteprocent for medlemmer af folkekirken.
    2003 2004
    Pct. Pct.
Primærkommunal udskrivningsprocent (KL-kommuner)1) 20,752 20,761
Amtskommunal udskrivningsprocent  11,908 11,909
Kirkeskatteprocent for kirkeskattepligtige2) 0,859 0,859

1) Bornholm indgår med 60 pct. som primærkommune og med 40 pct. som amtskommune.
2) Beregnet på det primærkommunale udskrivningsgrundlag for kirkeskattepligtige inkl. København og Frederiksberg.

Skattestop

I forbindelse med vurderingen af om kommuner og amter har overholdt regeringens skattestop har Indenrigs- og Sundhedsministeriet særskilt opgjort den gennemsnitlige kommunale og amtskommunale udskrivningsprocent ekskl. kommuner under administration. En oversigt med anvendelse af denne opgørelsesmetode er vist i tabel 4.

Tabel 4. Gennemsnitlig kommune- og amtsskatteprocent i 2003 og 2004, ekskl. kommuner under administration
   Amtskommuner Primærkommuner København Frederiksberg
    Pct. Pct. Pct. Pct.
Udskrivningsprocent 2002 11,91 20,74 32,20 31,20
Udskrivningsprocent 2003 11,91 20,74 32,10 31,20
Ændring i udskrivningsprocent 2002 - 2003 0,00 0,01 ÷ 0,10 0,00

Se flere nøgletal for udviklingen i de kommunale skatteprocenter siden 1977.