17-12-2004
Kommuneskatter - gennemsnitsprocenten i 2005
Følgende hovedresultater vedrørende udviklingen i de kommunale skatteprocenter for 2005 kan fremhæves:
- Den samlede gennemsnitlige skatteprocent til kommune, amt og kirke forbliver uændret i 2005. Ligesom i 2004 udgør den 33,3 pct.
- Samtlige 13 amtskommuner holder skatteprocenten uændret i 2005.
- 41 primærkommuner hæver skatteprocenten, og 12 kommuner sænker den, mens de resterende 215 primærkommuner samt København, Frederiksberg, Bornholm holder den uændret.
- I 2005 er landets dyreste kommune Rudkøbing Kommune i Fyns Amt med en samlet skatteprocent til kommune, amt og kirke på 36,71 pct. (35,6 pct. ekskl. kirkeskat). Det medfører en laveste trækprocent på 43 i 2005 for en skatteyder, der er medlem af folkekirken.
- Den billigste kommune er Holmsland Kommune i Ringkøbing Amt med en samlet skatteprocent på 28,5 pct. (27,5 pct. ekskl. kirkeskat) og en laveste trækprocent i 2005 på 34.
- Det skrå skatteloft udgør 59 pct., og der gives nedslag i kommuner, hvor den samlede kommune- og amtsskat overstiger 32,5 pct. Dette er i 2005 tilfældet i 199 kommuner mod 193 kommuner i 2004.
- I gennemsnitskommunen udgør nedslagsprocenten for det skrå skatteloft 0,1 pct.point, og det samlede provenutab ved nedslaget skønnes i 2005 at udgøre ca. 430 mio. kr. og omfatte 440.000 personer - svarende til ca. 49 pct. af samtlige topskatteydere. I 2004 udgør det samlede nedslag ca. 390 mill. kr. og omfatter 410.000 personer eller ca. 47 pct. af topskatteyderne, jf. Skatteloftsnedslag 2007-2012
Disse resultater og oplysningerne i det følgende om udviklingen i kommuneskatteprocenterne og det skrå skatteloft m.v. i 2005 er baseret på kommunernes og amtskommunernes indberetninger til Indenrigs- og Sundhedsministeriet af skatteprocenter og af budgetterede udskrivningsgrundlag samt budgetterede skatter.
Ændringen i den landsgennemsnitlige kommunale skatteprocent er specificeret i tabel 1.
Tabel 1. Landsgennemsnitlig kommunal udskrivningsprocent i 2004 og 2005 (inkl. København, Frederiksberg og Bornholm). | |||
---|---|---|---|
2004 | 2005 | Ændring fra 2004 til 2005 |
|
Pct. | Pct. | Pct. | |
Primærkommunal udskrivningsprocent | 22,129 | 22,139 | 0,010 |
Amtskommunal udskrivningsprocent | 10,450 | 10,457 | 0,0071) |
Kirkeskatteprocent, alle skattepligtige | 0,732 | 0,733 | 0,001 |
I alt | 33,311 | 33,329 | 0,018 |
I alt afrundet | 33,3 | 33,3 | 0,0 |
Note: De anførte gennemsnitsprocenter er beregnet som forholdet mellem de samlede budgetterede skatter til primærkommunerne, amtskommunerne samt kirken og det samlede budgetterede udskrivningsgrundlag for alle landets kommuner (inkl. København, Frederiksberg og Bornholm) på ca. 685 mia. kr. København og Frederiksberg medregnes fuldt ud som primærkommuner, mens Bornholm indgår med 60 pct. som primærkommune og med 40 pct. som amtskommune.
1) Stigningen i den gennemsnitlige amtskommunale skatteprocent er et resultat af beregningsmetoden. Gennemsnitsprocenten for amterne er her beregnet på grundlag af det samlede budgetterede primærkommunale skattegrundlag. Selv om samtlige amter holder skattprocenten uændret i forhold til 2004, bevirker afvigelsen i det budgetterede skattegrundlag, som kommunerne har skønnet, at den gennemsnitlige amtsprocent beregnet herpå stiger. Den gennemsnitlige amtsskatteprocent beregnet på amtskommunernes budgetterede beskatningsgrundlag fremgår af tabel 3.
Den primærkommunale skatteprocent hæves i 41, sænkes i 12 og holdes uændret i 218 kommuner, inkl. København, Frederiksberg og Bornholm. Den amtskommunale skatteprocent holdes uændret i alle 13 amter, jf. tabel 2.
Tabel 2. Ændring i kommuneskatteprocenter fra 2004 til 2005 | ||||
---|---|---|---|---|
Antal kommuner/amter med | ||||
Fald | Uændret | Stigning | I alt | |
Primærkommuner | 12 | 215 | 41 | 268 |
København, Frederiksberg og Bornholm | 0 | 3 | 0 | 3 |
Amtskommuner | 0 | 13 | 0 | 13 |
Kirkeskatteprocent | 16 | 221 | 34 | 271 |
Primær- og amtskommuner i alt | 12 | 218 | 41 | 271 |
Samlet skatteprocent inkl. kirkeskat | 28 | 174 | 69 | 271 |
Opgjort inkl. kirkeskat vil borgerne i 28 af landets kommuner få en lavere skatteprocent i 2005, mens der i 69 kommuner vil blive tale om en højere skatteprocent.
I tabel 3 er den gennemsnitlige primærkommunale skatteprocent for KL-kommunerne (ekskl. København og Frederiksberg kommuner) samt den amtskommunale skatteprocent (ekskl. København og Frederiksberg) opgjort. Bornholms Regionskommune er i denne forbindelse medregnet med 60 pct. til primærkommuner og 40 pct. til amtskommuner. Endvidere er den gennemsnitlige kirkeskatteprocent for medlemmer af folkekirken opgjort til 0,865 pct. for 2005.
Den højere kirkeskatteprocent i denne tabel i forhold til procenten i tabel 1 skyldes, at i denne tabel er procenten alene beregnet på udskrivningsgrundlaget for de ca. 85 pct. af befolkningen, der er medlem af Folkekirken, mens procenten i tabel 1 er beregnet på det samlede udskrivningsgrundlag og udgør den gennemsnitlige kirkeskatteprocent for samtlige skattepligtige.
Tabel 3. Gennemsnitlig kommune- og amtsskatteprocent i 2004 og 2005 (ekskl. København og Frederiksberg) samt kirkeskatteprocent for medlemmer af folkekirken. | ||
---|---|---|
2004 | 2005 | |
Pct. | Pct. | |
Primærkommunal udskrivningsprocent (KL-kommuner)1) | 20,761 | 20,779 |
Amtskommunal udskrivningsprocent | 11,909 | 11,908 |
Kirkeskatteprocent for kirkeskattepligtige2) | 0,859 | 0,865 |
1) Bornholm indgår med 60 pct. som primærkommune og med 40 pct. som amtskommune.
2) Beregnet på det primærkommunale udskrivningsgrundlag for kirkeskattepligtige inkl. København og Frederiksberg.
Se flere nøgletal for udviklingen i de kommunale skatteprocenter siden 1977.