Gå til indhold

Forskud 2018 - forskudsprocenterne

Forskudsprocenterne til brug for den automatiske forskudsregistrering for indkomståret 2018

September 2017

Til brug for den automatiske forskudsregistrering for 2018 er der fastsat følgende reguleringsprocenter mv.:

1) På baggrund af den forventede udvikling i de gennemsnitlige indkomster fastsættes den generelle reguleringsprocent (indkomster ekskl. pensioner, SU, ATP, SP, andre overførselsindkomster) til 5,0 pct., når forskudsregistreringen sker på grundlag af årsopgørelsen for 2016 og til 2,5 pct., når forskudsregistreringen sker på grundlag af forskudsoplysninger eller oplysninger fra indkomstregistret for 2017. Sidste år var procenterne 4,0 og 2,0.

2) Overførselsindkomster (ekskl. sociale og statslige pensioner, SU og ATP) reguleres med 2,9 pct., når 2016-oplysninger lægges til grund. Fra 2017 til 2018 reguleres med 1,25 pct. Disse procenter er fastlagt i overensstemmelse med den afdæmpede satsregulering på 1,60 pct. pr. 1. januar 2017 og 1,25 pct. pr. 1. januar 2018.

3) Kommunale tjenestemandspensioner samt private pensioner fra ordninger med løbende udbetalinger og ratepensioner reguleres ligeledes med 2,9 pct. og 1,25 pct. fra hhv. 2016 og 2017 til 2018.

4) Skattepligtige pensioner, der udbetales af ATP, forskudsansættes på grundlag af september-2017 pensionsbeløbet, der opregnes til helårsbeløb. Dette helårsbeløb reguleres ikke i 2018.

5) Sociale pensioner, SU-stipendier samt statslige pensioner, der udbetales fra Statens pensionssystem, o.l., ansættes på grundlag af oplysninger fra hhv. Pensionsregistret, Styrelsen for Videregående Uddannelser og Moderniseringsstyrelsen til forskudssystemet i aktuelt 2018-niveau og skal ikke reguleres.

6) Der foretages som tidligere år ikke regulering af renteindtægter.

7) Der foretages som tidligere år ikke regulering af renteudgifter og fradrag.

8) Som følge af skattestoppet skal ejendomsværdierne ved forskud 2018 ikke reguleres.

9) Trækprocenten og Skattekortfradraget beregnes for 2018 efter samme principper som ved forskudsregistreringen for 2017, jf. særskilt side om Trækprocent og skattekortfradrag.

Se også eksempler på trækprocenter og skattekortfradrag for 2017 og 2018.