Ekspertgruppe om CO2-afgiften: Nu er det op til politikerne at vælge

Hvordan kan vi indrette en CO2-afgift, der sikrer omkostningseffektivitet i klimaindsatsen og samtidig tager hensyn til beskæftigelsen, den sociale balance og ønsket om at undgå CO2-lækage, hvor dansk produktion og de tilhørende udledninger flytter til udlandet?

Det spørgsmål har partierne bag aftalen om en grøn skattereform stillet os.

Vores første rapport anviser et dansk CO2-afgiftssystem, der kan opfylde klimalovens mål om 70 procent reduktion af Danmarks udledning af drivhusgasser i 2030.

Rapporten beskriver, hvordan vores forslag vil påvirke CO2-udledningerne fra industri, øvrige erhverv, færger, indenrigsfly samt el- og varmeproduktion.

Vores næste rapport vil behandle landbrugets udledninger af metan og lattergas samt udledningerne fra vejtransporten.

Vi anbefaler et afgiftsniveau, der kan sikre en reduktion af CO2-udledningerne fra industri og de øvrige udledere på 3,5 millioner tons i 2030. Det er nødvendigt for at opfylde målet om 70 procent reduktion af CO2.

Rapporten viser, at man kan øge beskatningen af udledningerne fra industri og varmeproduktion uden at skade den sociale balance og den samlede beskæftigelse, hvis man sænker de eksisterende energiafgifter i takt med, at CO2-afgiften optrappes.

Et uundgåeligt dilemma
Vi viser dog også, at der er et uundgåeligt dilemma mellem ønsket om omkostningseffektivitet (billigst mulige reduktioner) og ønsket om at undgå CO2-lækage.

Det er et politisk spørgsmål, hvordan disse modstridende hensyn skal afvejes. Derfor har vi fremlagt tre mulige afgiftsmodeller, der vægter de to hensyn forskelligt.

Alle modellerne indebærer en CO2-reduktion på 3,5 millioner tons i 2030, en omlægning fra energiafgifter til CO2-afgift, en udvidelse af CO2-afgiftsgrundlaget og en ensretning af afgiftssatserne.

I alle modeller får virksomheder omfattet af EU’s CO2-kvotesystem et nedslag i CO2-afgiften på halvdelen af kvoteprisen med hensyn til, at de er særligt udsatte for lækagerisiko. 

Model 1 vejer hensyn til omkostningseffektivitet
I afgiftsmodel 1 vejer hensynet til omkostningseffektivitet tungt. Her pålægges virksomheder uden for kvotesektoren en CO2-afgift på 750 kroner i 2030 svarende til den forventede kvotepris. Kvoteomfattede virksomheder får en afgift på 375 kroner og dermed en samlet forventet CO2-pris inklusive kvotekøb på 1.125 kroner.

Afgiftsprovenuet tilbageføres til erhvervslivet via en selskabsskattelettelse. Model 1 sikrer billige CO2-reduktioner, men medfører stor risiko for CO2-lækage via produktionstab i danske CO2-intensive virksomheder. Lækagerisikoen er særligt stor inden for mineralogiske processer især cementproduktion.

Model 2 og 3 har tilskud til kulstoffangst
I afgiftsmodel 2 foreslår vi derfor en reduceret afgiftssats på 100 kroner per ton CO2 for mineralogi, men ellers samme afgiftssatser som i model 1.Afgiftsprovenuet bruges nu på tilskud til kulstoffangst og lagring (CCS), hvorved udflytning af CO2-intensiv produktion mindskes.

I afgiftsmodel 3 går vi videre og foreslår ekstra tilskud på 0,5 milliarder kroner til kulstoffangst. Dermed opnås yderligere reduktioner, som gør det muligt at mindske lækagerisikoen ved at sænke afgiftssatserne til 600 kroner uden for kvotesektoren og til 975 kroner inklusive kvotekøb for virksomheder i kvotesektoren.

I model 1 er den samfundsøkonomiske omkostning per ton CO2-reduktion 250 kroner, mens den stiger til henholdsvis 500 kroner og 525 kroner i model 2 og 3. Til gengæld fremkommer en langt større andel af reduktionerne i model 2 og 3 ved tekniske omstillinger i produktionen frem for via produktionstab i CO2-intensive erhverv.

Valget af model ligger nu hos politikerne.

Debatindlægget publiceret den 10. februar på altinget.dk