Ansat hos os
Fold menupunkterne ud og bliv klogere på, hvordan det er at være ansat hos os.
Det er vigtigt, at du som ny medarbejder kommer godt og hurtigt fra start. Derfor har vi fokus på at introducere dig til organisationen og dine opgaver på en professionel måde.
Inden din start vil din kommende chef kontakte dig for at byde dig velkommen og give dig praktiske informationer, som du skal bruge, når du møder op på din første arbejdsdag. Der udarbejdes også et personligt opstartsforløb til dig, hvor du vil blive hjulpet godt på vej af en erfaren kollega. På vores introduktionsprogram får du en grundig indføring i organisationen og i de overordnede emner, der er relevante, når man bliver embedsmand i staten fx kurser om embedsmandsrollen, forvaltningsretlige emner og lovprocessen. På introduktionsforløbet har du også god mulighed for at danne netværk på tværs af departementet.
Departementet er kendetegnet af en kultur med højt tempo og nærhed til politiske processer. Det er både spændende og krævende. At være med på holdet vil i perioder betyde lange arbejdsdage, og derfor lægger vi også vægt på gensidig fleksibilitet.
Alle medarbejdere får stillet en smartphone og en bærbar pc til rådighed, så du har mulighed for at løse dine opgaver hjemmefra, hvis det bliver nødvendigt.
Skatteministeriets lønpolitik følger rammerne af gældende overenskomst, og du tilbydes en løn, som afspejler dine kvalifikationer, indsats og resultater.
I forbindelse med den årlige udviklingssamtale, PULS, har du mulighed for at afstemme dine lønforventninger med din chef som input til den årlige lønforhandling.
I Skatteministeriet har vi fokus på et sundt psykisk og fysisk arbejdsmiljø. Vi gennemfører arbejdspladsvurderinger (APV) og medarbejdertilfredshedsundersøgelser (MTU) og følger op med relevante tiltag for at sikre et godt arbejdsmiljø.
Vi holder til i moderne omgivelser på Christianshavn ud til kanalen og Islands Brygge. Her er parkeringsmulighed og cykelkælder med badefaciliteter, og metroen ligger fem minutters gang herfra.
Vi har en god kantine med et stort og sundt udvalg samt en frugtordning. Derudover har du mulighed for at benytte en fysioterapeut, som vi har en virksomhedsordning med.
Selv om vores arbejde kan være krævende, har vi en uhøjtidelig omgangstone. Ud over årlig julefrokost og sommerfest finder vores personaleforening også løbende plads til sociale arrangementer på tværs af huset.